Anmeldelse: Skammerens Datter


Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen

Lene Kaaberbøls fantasybog ‘Skammerens Datter’ får fuld kraft med flotte drager, røg og middelalderstemning i Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekiers dramatisering. Fortællingen er nærmest blevet en nyklassiker indenfor fantasygenren, der siden uropsætningen på Østre Gasværk Teater tilbage i 2012, har begejstret de lidt ældre børn og øvrige teatergængere. Med Bellevue Teatrets opsætning bliver fortællingen om den unge Dina, der har arvet sin mors evne til at se ind i andre menneskers indre og  afsløre alle deres ugerninger for omverdenen, endnu engang tilgængelig.

Forestillingen er først og fremmest en musikalsk tour de force med dygtige unge skuespillere, der leverer en perlerække af flotte præstationer. Monica Isa Andersen er med sine store runde øjne og fløjlsbløde stemme tryllebindende i rollen som Dina, skammerens datter.

Evnen til at se ind i andre menneskers indre har givet Dinas mor tilnavnet ”Skammeren”. Med sine evner til at se ind i andre mennesker, besidder hun nemlig også evnen til at få løgnagtige mennesker til at skamme sig over deres gerninger. I det fiktive middelalderlige univers, vi befinder os i, får skammeren en nøglefunktion i at afsløre små og store bedragerier i de verserende magtkampe mellem fyrstesønner og andre på magtens tinde.

En uhyre effektiv egenskab, som dog gør det svært for en skammer at skabe nære relationer til andre. Men en skammer vil også se andre i øjnene og blive set uden frygt. Dinas kamp handler derfor ikke kun om at bekæmpe den onde Drakan, velspillet af Mads Valdemar Vinther, i magtkampen om det middelalderlige fyrstedømme, men måske i endnu højere grad at finde én, der tør at se hende, som hun er.

Der er skruet helt op for lydtæppet under forestillingen. Min oplevelse var dog, at det til tider blev for højt med den konstant dunkende bas, der rungede i gulvet. Det gav efter min opfattelse også den effekt, at vi lidt for ofte befandt os meget højt på skalaen i den dramatiske intensitet. Dramaet blev derfor lidt for konstant til rigtigt at blive nervepirrende.

Skammeren må leve med hele tiden at være i fare for at blive dømt ude af samfundet. Samfundet er dybt afhængigt af skammeren, men frygter alligevel den enorme kraft, skammeren besidder. Fortællingen om skammerens datter handler derfor også om, hvordan vi lærer at håndtere vores egne evner på bedste vis, så vi kan lære os selv at kende og opnå varige relationer til andre mennesker. En tematik det unge publikum helt sikkert kan genkende fra deres eget liv.

Ligesom Dina ønsker vi jo alle sammen, at nogen ”ser os”. Skammerens datter er derfor også fortællingen om netop dette. Kampen for at møde andre mennesker på vores vej, der ser os, som den vi er.

Hvem: Bellevue Teatret
Hvor: Klampenborg
Hvornår: 23. marts. – 30. april 2023
Foto: Robin Skjoldborg