Anmeldelse: Ikke uden min mor


    Stjerne2Stjerne2

Af Ditte Marie Sax Møller

Ekstremt rørende. Ekstremt intimt. Ekstremt. Autentisk.
Scenen er hos os. Historierne er iblandt os. Historierne er os.

Et meget uprætentiøst og gæstfrit set-up byder publikum velkommen. Vi bliver talt til af forestillingens medvirkende, som er synligt tilstede og kommer publikum ved allerede inden forestillingens begyndelse.

Skuespillerinderne skal lige varmes op. Det samme skal publikum. Scenen er bogstaveligt talt i mellem os, og rummet er oplyst som en almindelig dagligstue. At det er uprætentiøst er ikke ens betydende med, at det er kedeligt. Tværtimod er det kreativt, fængende og dejligt tilgængeligt, som historierne fortælles med hjælp fra finurlige personlige rekvisitter.
Publikum sidder ved siden af og overfor hinanden – alle kommer hinanden ved. Sådan et set-up kan ikke andet end virke en smule intimiderende, og især for nogen der skal optræde. Optræde med ekstremt rørende historier fortalt af kvinder overalt i verden og fra tre generationer. Historier som i sin autenticitet berører alle. Det er derfor tilgiveligt, at de optrædende kvinder, da stykket går rigtigt i gang, skal have set publikum og hinanden i øjnene et par gange, før de kan optræde med det nærvær, som indtræder efterhånden og som bliver stykkets stærkeste kraft.

Nærværet skaber et rum fuld af omsorg. En kvalitet som samfundet altid har tilskrevet kvinder – og særligt mødre. Men stykkets fortællinger er andet og mere end kvindefortællinger. Som det beskrives i forestillingen, er der ikke tale om ”kvindehistorie”, men om verdenshistorie – for halvdelen af verden er kvinder. Og er vi ikke mødre, så er vi da i hvert fald børn af mødre – tilstedeværende eller ej. Også dette er en kvalitet for stykket: Mor-rollen bliver nuanceret. Også de mødre, som ikke ønskede at blive det, får en stemme, og det bliver aldrig fordømmende. Alle mødre og alle børn får en stemme, og det rammer. Scenografien lader publikum få øje på, hvor bredt det rammer, for vi kan se hinanden i øjnene i det oplyste rum, og skuespillerne kan se os i øjnene og udtrykke empati, når deres optræden rammer særligt dybt.

Jeg tror på, at de optrædende i løbet af spilleperioden bliver endnu bedre, end de allerede er, til at mærke publikum og lade nærværet indfinde sig tidligere. Stykkets er som helhed et besøg værd: Udvælgelsen af de mangfoldige historier og de medvirkendes stærke tilstedeværelse er stærkt understøttet af forestillingens rammer, som er påfaldende godt tænkt. Disse ting tilsammen skaber en stærk, rørende og vedkommende forestilling, som jeg kan unde alle at se – mænd som kvinder.

 

Hvem: Dansk dansk og Teatergrad
Hvor: VerdensKulturCenteret, København N & Grannys House, Søborg
Hvornår: 1. – 17. marts 2018
Fotos: Per Morten Abrahamsen

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *