Af Ditte Marie Sax Møller
”Du søgte en blomst og fandt en frugt. Du søgte en kilde og fandt et hav. Du søgte en kvinde og fandt en sjæl”.
I ‘LANDET SOM IKKE ER’ omsættes Edith Södergrans digtning fra det tidlige 1900-tal til en sanselig komposition af ord, billeder og lyd. På scenen er Rosalinde Mynster i rollen som Edith Södergran. I en orkestergrav, som ikke rummer mere end en enkelt musiker, befinder Henriette Groth sig og sætter lyd til iscenesættelsen. Æstetiseringen formidler kontrasterne i Södergrans univers: Hvidt, fint, blødt. Kraftfuldt, intenst, råt. Erotisk. Rytmisk.
Trods kontraster er oplevelsen homogen og behagelig. Scenen er et dynamisk kunstværk. Stykket demonstrerer i første halvdel, hvor effektfulde enkle virkemidler kan være. Og da publikum først har fundet sig til rette her, bryder produktionen med forventningen om, at de enkle virkemidler skal være styrende på selv de etablerede scener i branchen. Stykket bryder heller aldrig med den fjerde væg, men publikum er mindst ligeså fortrolige med det, der foregår på scenen, som hvis Rosalinde Mynster havde henvendt sig direkte til os. Efter min mening kan der godt gå lidt inflation i enkle virkemidler på dyre scener og nedbrud af den fjerde væg. Det er befriende, at denne forestilling bliver i sit eget univers og aldrig er en undskyldning for sig selv.
Rosalinde Mynsters stemme er silke, før den brager gennem publikum som en trykhammer. Ordfrekvensen er høj, men hvert enkelt ord hænger alligevel længe i luften og fylder hele rummet. De samme ord gentages konstant med ny betoning og vidner om, hvordan samspillet mellem lyrik, musik og drama kan skabe magi. Rosalinde Mynster rummer i rollen som Edith Södergran hele følelsesregistret, og er knivskarp i den fine formidling af de nuancerede tekster. På scenen er hun Södergran helt ud i fingerspidserne. Temperamentsfuld og porøs. Hvert eneste åndedrag på scenen falder naturligt og mærkes langt ud i tilskuerrækkerne.
Edith Södergrans digtning er tidløs, og det mærkes især i denne iscenesættelse, hvor vi bevæger os gennem temaer som begær, længsel, krop, køn, desperation, kærlighed. Iscenesættelsen er ligesom Södergran visionær og stærk.
Er du ny i teaterverden, kan det måske ved denne forestilling tage noget tid at finde sig til rette i stolen. Men jeg tror på, at man ikke behøver kende til Södergrans digtning for at kunne sætte pris på dette stykke. Mynsters bevægende nærværelse og Groths rørende lydunivers er nok. De aktiverer Södergrans betagende lyriske verden på ny med manuskriptforfatter Karen-Lise Mynster og instruktør Charlotte Munksø i baggrunden. Alle i denne produktion behandler lyrikken med respekt og viser, hvad teater kan.
Hvem: Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 7.-15. september 2018
Foto: Robin Skjoldborg