Anmeldelse: Marienborg – Nej Tak!


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

I aften danner et gammelt nedlagt posthus rum til en fortælling. Rummet er proppet med gamle møbler og charme. Bunkevis af charme og en rar stemme der siger “Velkommen til Sydhavnen. Der er gratis kaffe på kanden”. I Sydhavnen er der plads til det hele. Til alle. Solidaritet og stolthed.

På Borgbjergsvej nr. 1 bor en kvinde. Engang boede der også et ægtepar, der hed Anker og Ingse.  Anker var statsminister. Ingse var hans kone. En mor og en førstedame. Enkelt og simpelt. I aften er det hele dog lidt mere kompliceret. Og dog… Midt på gulvet sidder en dukke. I spagat. Hun kigger ikke på nogen bestemt og så alligevel lidt på os alle sammen. Både lys- og lydunivers, tekst, bevægelser og omgivelser får hjernekværnen til at køre. Der er melankolske øjeblikke. Der er tragikomiske sekvenser og ord affyret med maskingevær. Der er desværre også enkelte momenter, hvor jeg ikke rigtig kan følge med og ikke helt forstår, hvad der sker. Det er ærgerligt, for så ryger energien også lidt.

Jeg er dog glad for, at forestillingen stiller så mange spørgsmål. Vi har brug spørgsmål, svarene kan vi ikke bruge til noget. Verden er åben, lige til at træde på. Det kan godt være, at du sidder med alle fire esser på hånden, men hvad gør du, hvis du ikke ved, hvordan du skal spille dem? Nogen, os, vi, dem og andre går og føler sig ubetydelige. Utilstrækkelige. Overflødelige. Var det sådan, vi havde forestillet os, at det hele skulle være? Og hvornår må man i grunden være tilfreds?

‘Marienborg – nej tak!’ er tankevækkende og vanvittig flot skrevet af dramatiker Julie Maj Jakobsen. Lige så velskrevet den er, lige så veludført leveres ordene. Maria Carmen Lindegaard er jo for pokker bare en bragenede dygtig skuespiller. En karakter man kan spejle sig i, og en man ikke kan tage øjnene fra. Ordene har boblet i mig, siden jeg forlod Borgbjergsvej. Den boblende brusen har overbevidst mig. ‘Marienborg – nej tak!’ er en samfundskritisk forestilling. Selvreflekterende. Et spejl. Et opråb. Der er så mange ting, vi ikke siger højt, men vi har eddermanme, noget vi skal snakke om. Det er modigt at råbe op. Det uperfekte er kommet for blive, så hvad venter vi på?

 

Hvem: Sydhavn Teater, co-produceret af Teatret ved Sorte Hest
Hvor: Kbh. SV + Kbh. V
Hvornår: 19. jan. – 3. feb. samt 12. – 28. marts 2018 på Teatret ved Sorte Hest
Fotos: Lars Grunwald & Sofie Diemer

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *