Anmeldelse: ROCKY!


Af Anna Cæcilie Sørensen 
Vi sidder i et sort rum. En mand træder ind på scenen. Han taler med os. Han får os til at slappe af. Vi griner lidt. Det er grænseoverskridende men også lidt spændende at få øjenkontakt med ham. Han fortæller os om Rocky.

Vi kender alle sammen Rocky. Tror vi. Manden skriver på væggen med blodrød maling. Han henter en død gris, og i absolut stilhed hænger han den op, som om det var det mest naturlige i verden.

Aftenens forestilling er en fuldstændig vanvittig præstation af skuespiller Morten Burian. Jeg kunne betragte ham i uendelig mange timer. Aldrig har jeg set en skuespiller bruge sin krop sådan. Aldrig har jeg set et menneske bruge sin krop sådan.

Morten Burian er fabelagtig. Der var øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at lukke øjnene. Den vrede mand gjorde mig bange, men jeg kunne ikke kigge væk. Jeg måtte have det hele med. Jeg ville have det hele. Og mere. Når Burian kigger dig direkte ind i øjnene, er det som om du er den eneste i salen, og når han vrider sig rundt i vrede, er det samtidig enormt betryggende at vide, at du ikke er alene.

Da den vrede hvide mand tager grisens plads på krogen får jeg en klump i halsen. Nu vil han være den chanceløse. Han siger at han er os. Og så bliver der stille. En mand i hvidt tøj kommer ind. Spuler væggen. Spuler den nøgne menneskekrop. Det tager tid og jeg har ikke forstand nok til at forstå, hvordan noget så simpelt kan være så fascinerende.

Forestillingens pauser og stilhedsstunder er eminente. Modige og altopslugende. Lyduniverset gjorde mig usikker i benene, selvom jeg sad i en klapstol. Fantastisk og møghamrende uhyggeligt. Kontrasterne mellem den storslåede klassiske musik, menneskejubel og den totale undergang er så raffineret, at jeg ikke rigtig ved, om jeg skal græde af sorg eller glæde. Det er smukt. Alle er stille når den vrede hvide mand tæsker løs på det døde svin. Ingen griner. Det er ikke noget at grine af. Afmagt er ikke sjovt.

Burian forlader scenen. Vi klapper. Jeg får lyst til at rejse mig op og bifalde aftenens præstation. Pludselig træder DF’eren, Cheanne Nielsen ind på scenen og jeg kniber mine venstreorienterede øjne sammen.

Publikum holder op med at klappe. Hun taler og papiret i hendes hånd ryster lige akkurat nok til, at jeg bemærker det. Jeg kigger hende ind i øjnene og kan ikke fange hendes blik. Hun er nervøs. Hun åbner munden og begynder at tale. Aldrig har jeg hørt et publikum være så stille. Ingen akavede host eller fnis. Al opmærksomhed er rette mod et menneske, der beder os om at lytte.

Mennesket… jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det. Men her til aften fik jeg lyst til at lytte til det. Til Rocky. Til DF’eren. Til mennesket. Det var min pligt. Os der ikke står på scenen, er nød til at lytte. Hvis vi ikke kan lytte, hvis vi ikke vil lytte… hvad kan vi så overhovedet?

Instruktør og manuskriptforfatter Tue Biering tvinger os til at lytte og til at prøve at forstå hinanden. Tue Biering er et teater-geni, og jeg kan slet ikke forstå hans hoved, men jeg bifalder det. Målløs og med hamrende hjerte forlader jeg Husets Teater. Stadig venstreorienteret og blodrød, men mine øjne er åbne. Aftenens vanvid har givet mig et helt nyt syn på teatrets formåen. ROCKY! er 105 minutters teater, som jeg ALDRIG nogensinde glemmer. ROCKY! er teater til os, der gerne vil være mennesker.

 

Hvem: Husets Teater
Hvor: København V
Hvornår: 16. september –14. oktober 2017
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

One thought on “Anmeldelse: ROCKY!