Anmeldelse: DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter


Af Ninette Marie Hemmingsen

I Glyptotekets smukke festsal bliver scenen sat. Vi tager vores pladser blandt de antikke marmorskulpturer og ser kulturhistorien blive levende. Homoseksualitet var i det antikke Grækenland påskønnet blandt mænd, og det var ligeledes den unge nøgne mandekrop man dyrkede. Netop derfor er den kvindelige digter Sapfo så interessant. Ikke alene var hun kvinde i en mands verden, men hun digtede og sang også om andre kvinder.

Forestillingen DRYPPENDE STOF handler om kærlighed i flere udstrækninger og spiller da også som en del af Copenhagen2021 – WorldPride and EuroGames.

Sapfo dyrkede og tilbad kærlighedsgudinden Afrodite og fragmenterne udvalgt til denne forestilling berører forskellige sider af kærligheden og operasangerinde Signe Asmussen drager os ind og fører os afsted på denne rejse. Og det er en øm rejse vi er på. Den kærlighed vi oplever, er både trist, sensuel, altopslugende og befriende.

Rejsens tempo skifter i takt med de forskellige fragmenter af Sapfos digte og derfor bliver man som passager hele tiden stimuleret. Der balanceres nemlig flot mellem sanserne, så man både påskønner lyrikken og dansen, uden det føles forjaget eller langtrukkent. DRYPPENDE STOF er således en fantastisk sanselig oplevelse, hvor vekslen mellem rytmisk trommemusik, a cappella-kor og solosang klinger så smukt igennem Glyptotekets festsal, der danner den helt perfekte ramme for Sapfos og vores kærlighedsrejse.

Forestillingen har været et ømt projekt for Matilde Böcher og Jules Fischer og det mærker man tydeligt. Forestillingen lovpriser den altoverskyggende kærlighed til hvem end du måtte elske, og mangfoldigheden i det budskab er essentiel. Det handler på mange måder om frigørelsen. Om at elske den du elsker og at elske dig selv.

Dog er der også andre kræfter end den lidenskabelige kærlighed på spil i forestillingen her. Som kvinde rammes man nemlig også af en følelse af befrielse og kærlighed til sine medsøstre og det er en meget givende oplevelse.

’SLÅ JER FOR BRYSTET, KVINDER, RIV JERES KLÆDER ITU’

Af kvinder for kvinder, fristes jeg til at skrive, men sandheden er at forestillingen omfavner mangfoldigheden og den henvender sig til alle der har været berørt af kærligheden.

Hvem: Ny Carlsberg Glyptotek
Hvor: København
Hvornår: 19. – 28. aug. 2021
Foto: PR Foto