Af Carl Sørensen
På Teater FÅR302s toilet hænger en seddel, der beskriver eremitkrebsens evindelige søgen efter et hjem, en skal, en tryghed, måske endda en balance i livet. Den samme søgen gør sig gældende i henholdsvis Charlotte Munksgaard og Birgitte Prins’ monologer.
Part 2 har Munksgaard i hovedsædet, udklædt i en dragt af hår. Kostumet ligner umiddelbart en sønderrevet Chewbacca med mennesket gemt helt inde under pelsen. Kostumet får mig hurtigt til at tænke på eremitagetilstanden, som er gennemgående for resten af part 2. Munksgaard åbner sit køleskab gentagne gange, hvorefter den samme baslinie gentages. Frustration og humor blandes, og Munksgaard balancerer satiriske sekvenser med en bekymrende seriøsitet, maskeret bag ligegyldighed.
Travis Bickles monolog fra ”Taxi Driver” bliver eksempelvis brugt, og kort efter sætter Munksgaard et væddeløb op mellem 3 eremitkrebs. Denne afveksling mellem seriøsitet og legende fantasi danner rammer for det evindelige spørgsmål om kærlighed. Som når kærligheden bliver trivialiseret i et ”sing-along” af ”How Deep is Your Love” skabes kontrasten ved overvejelser om autonomi i nutidens samfund. Tilgangen til kærlighedens mange spørgsmål gør en meget vellykket monolog af Munksgaard.
I Part 3 er det Birgitte Prins der tager scenen. Iført et jakkesæt overdænget med pailletter går hun i gang med en mere interaktiv proces. Som når Prins refererer til William Morris, forfatteren til det originale stykke ”Love is Enough”, for kort tid efter at pause musikken og vise publikum billeder af sin datters sko. Skoen er ifølge Prins lige så meget kærlighed, som den vanlige kærlighed mellem et par. Den minder om en elsket person, og fortæller historier og fantasmer som et eventyr.
Eller når Prins starter fællessang over ”Tro, Håb og Kærlighed” og dernæst fortæller, at man udskiller oxytocin ved at synge sammen. Prins’ monolog føles til tider næsten som en åben dialog med publikum, uden en irriterende søgen efter endegyldige svar.
Det kan godt være at kærligheden er trådt i baggrunden. Det kan være, at vi er blevet dårlige til at passe på den. Måske er kærligheden virkelig norsk. Men efter at have set Charlotte Munksgaard og Birgitte Prins på scenen, er jeg ikke i tvivl om, at den stadig er der. Måske leder den bare efter sit hjem, lidt ligesom eremitkrebsen.
Hvem: Teater FÅR302
Hvor: København K
Hvornår: 21. aug. – 17. sep. 2021
Foto: Søren Meisner