Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Det er de unge kræfter, der driver revyen frem. Det står klart for mig efter at have overværet Tivolirevyen 2024, der i år fylder 140 år. Efter sidste års mindre vellykkede revy er der blevet kærkomment opstrammet og tilført nyt stjernestøv og nye skuespillere til ensemblet.
Når dette års Tivolirevyen er bedst, er den bestemt latterfremkaldende. Der er dog rum for at skære de mindre vellykkede sketch fra og koncentrere sig om at skabe en sammenhængende revy, der går udenom de lavthængende frugter. Første halvdel så sig heller ikke fri for indslag af den lidt studentikose genre, herunder en naturvejleder, der bliver lidt for opstemt af at kigge på partihoppere fra sin kikkert omkring Christiansborg. Efterfølgende en klassisk “misforståelse, der leder til to helt forskellige opfattelser af et forløb, hvor kun publikum kender denne rette sammenhæng”-sketch, som på mig virkede ret bedaget. I øvrigt undrede jeg mig meget over kostumier Pia Myrdals valg af 80’er-parykker og hornbriller, som de to såkaldte “unge” mennesker i sketchen var iført.
Lisbeth Dahl, der igen i år er instruktør på revyen, virkede sommetider fraværende, og jeg tog hende i ofte at have blikket vendt ned i gulvet i stedet for sit publikum.
Rollen som en aldrende Barbie, der leder efter sin Ken, som på trods af Barbie-filmens feministiske pointer stadig er den, der vinder Oscars, var efter min opfattelse det bedste, vi har set hende i længe.
Selvom vi ikke kom udenom endnu en omgang med Lisbeth Dahl i en ”Lille Lars”-parodi, virker det hele langt mere forfriskende og aktuelt. Netop det aktuelle og fornyelsen, der har været Tivolirevyens store udfordring, er vi derfor kommet tættere på med 2024-udgaven.
Når revyen fremstår friskere, skyldes det imidlertid også revyens yngste stjerneskud, Mikkel Becker Hilgart. Hilgart har en afsmittende energi, eminent komisk timing, og kemien mellem ham og resten af holdet virker upåklagelig. Kemien mellem de medvirkende er i øvrigt det, der redder mange af de mindre skarpe indslag.
Hilgart leverede et personligt højdepunkt med sin techno-fremføring af Alex Vanopslagh i revyens afgørende og mest originale indspark.
Thomas Eje, der fungerede som et nyt, men for mange velkendt ansigt på scenen, leverede efter min opfattelse ikke nogen pragtpræstation. Hans største bidrag var Trump-parodien, som dog også var ret on point og fortjener ros. Men ellers virkede han desværre til ikke at have fundet sig helt til rette i sine roller og til at læne sig lidt rigeligt op ad de øvrige medvirkende. Rikke Bille leverede en sikker Mette Frederiksen og aftenens stærkeste vokal, men var derudover også en lidt mere anonym figur. Dog brillierede hun i sammenspillet med Rikke Buch og Mikkel Hilgart, hvor revyen i den grad løftede sig op fra den tunghed, der prægede sidste års revy.
Aftenens skarpeste levering kom fra den garvede revyskuespiller Rikke Buch Bendtsen, der som en grå kontornusser fra “Vurderingsstyrelsen” med enkelte virkemidler fik spiddet den kafkaske situation med de fejlslåede boligvurderinger. Det var et af de øjeblikke, jeg havde ønsket mig mange flere af.
Hvem: Tivoli
Hvor: Glassalen, København
Hvornår: 6. juni – 14. juli 2024
Foto: Camilla Winther