Af Anna Cæcilie Sørensen
Mænd og kvinder træder ind på scenen, klædt i 60’er-nuancer, og ansigterne skubbet op under håret. På en stor hvid scene spiller de på kulsorte instrumenter. Lyset leger med de hvide vægge, men ellers er scene overladt til musikken. Skuespillerne er bandet, og publikum er fans. Peter Plaugborgs rolle får sæderne til at sitre. Det højeste bandmedlem synger ‘I Am the Walrus’ med en knasende sprød stemme, og vi lytter. Vi er igang.
Karen-Lise Mynsters rolle hader mange ting. Hendes monologer er tragikomiske og skarpe. Vi falder pladask for hende. Ikke fordi vi har ondt af hende, men fordi vi elsker hende. Nogle gange bliver jeg en lille smule bange for Marie Dalsgaard, og det er en kæmpe kompliment. Hendes vildskab er absurd betagende. Badet i strobelys eksploderer hun. Rasmus Fruergaards stemme overdøver alle mine følelser. Sicilia Gadborg Høeghs sødme der bliver til opråb er simpelthen bare så svedig. Og Kristoffer Fabricius guitarsolo ej at forglemme… Wow.
Jeg er fuldstændig på røven over alle stemmerne, både når der tales og synges. Fuldstændig forgabt i det organiserede vanvid. Det er første gang, jeg har oplevet, hvad hele scenerummet kan. Hvide balloner og konfettikanoner danser udover publikum. Synkron slangedans i gult lys og Tammi Østs rolle der støvsuger sin krop. Kvinder der siger til mænd, at de skal gå ud og lave noget af det, de ellers aldrig har tid til. Johanne Louise Schmidts rolle der trækker ord ud af underlivet. Rockbragene der kommer som overraskelser og giver gode elektrochok. Sort galle og frustrationer der vælter ud af munde. Prædikerne der sniger sig ind i øregangene og bider sig fast i centralnervesystemet.
For det nytter jo ikke noget. Det hjælper jo ikke, at jeg gør noget. Helt ærligt, det gør det jo ikke. Verden brænder op alligevel. I er alle sammen sindssyge, og jeg er alene. Men skal revolutionen overhovedet foregå i dit hoved? I dit indre, eller skal den foregå i det ydre? Spørg dig selv. Ingen ved det det, men alle har en mening. Vi skal skrige højt af noget engang imellem. Os alle sammen. Vi vil jo gerne. Lad tanker blive til ord.
Og så, midt under en solo er det hele forbi. Murene vælter, og drengebarnet synger, at vi skal ‘Break On Through (to the other side)’. Jeg får lyst til at gøre noget.
’68’ er iscenesat af Christian Lollike og Tammi Øst, og sammen har de skabt musik-teater uden sammenligning. Under ekstranummeret “Hello darkness, my old friend” kan jeg igen mærke mine ben. Lyset bliver tændt, men jeg tør næsten ikke forlade rummet. Det er lige meget, om du er 28 eller 58, 18 eller 78… Du skal tage ind og opleve ’68’. Du skal stille dig selv nogle spørgsmål. Du skal ikke gå glip af det her. Bland det sorte med det hvide og råb op.
Hvem: Sort/Hvid & Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 16. marts – 23. maj 2018
Fotos: Emilia Therese