Af Lea Nelhorf
På scenen står et hvidt lærred og et kamera. Lyset tændes bag det store lærred. De to mænd puster bobler i kaffekanden. Det er sjovt. De griner. De hygger sig. Så bliver det til en kamp om, hvis kande det er. Og så starter den barnlige og komiske slåskamp, vi følger forestillingen igennem.
Sammen bevæger de sig frem på scenen med hver deres spotlampe i hånden. Den ene er hele tiden foran den anden. Skiftevis fornærmes de af hinanden. Tilsidst står de nærmest helt ude i publikum. De leger med spotlamperne. De lyser på os. De lyser på hinanden. Og i bedste Chaplin-stil kaster den ene sin kærlighed på den smukke kvinde på første række. Charmerer, flirter og hiver en rose op af lommen.
Don Gnu består af Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, som endnu engang er helt igennem fantastiske i deres samspil. De har en hel unik kemi med hinanden, der smitter hele publikummet. En kæmpe kærlighed til det de laver og en kæmpe respekt for deres tilskuere.
Stumfilmsuniverset byder på et hav af gentagelser, men de når aldrig at blive kedelige. For vi blændes af deres charme og deres helt eminente timing. Blandingen af 20’er musik og det helt nye. De bebrejdende blikke, de himmelvendende øjne og de skæve smil. Deres dans som de får til at se legende let ud og deres morsomme videoklip, der bringer fortællingen videre. Vi betages af dem på selv samme måde, som vi betages af Chaplin i de gamle stumfilm. Vi elsker dem og får opbygget en følelse af samhørighed. De taler direkte til os uden ord. Deres kropssprog er imponerende rammende.
Jeg føler dog også, at der mangler noget. Jeg savner nogle flere overraskelser. Nogle flere forskellige danse. Nogle flere wow-øjeblikke, som der var flere af i deres forrige forestilling ’M.I.S. – natten lang’. For selvom jeg var vanvittig godt underholdt og fuldstændig opslugt af deres kunnen, så mangler jeg det lille ekstra, der skal printe sig fast i min bevidsthed, når jeg forlader teatret. Den større mening, det ekstra lag eller det vilde stunt.
Alt i alt ville jeg på ingen måde være denne time i Don Gnus selskab foruden. De er intet mindre end fænomenale til deres fag. De besidder en genial humor og en evne til at udtrykke den igennem deres kroppe og ansigtsudtryk. De er uden tvivl fantastiske.
Denne forestilling er stumfilm på en scene. Så stille. Så larmende. Så elskelig. Den skal opleves!
Hvem: Don Gnu
Hvor: Turné rundt i hele landet
Hvornår: 27.02.18 – 18.05.18
Foto: Christoffer Brekne