Af Anna Cæcilie Sørensen
Mennesker i forfald. Mennesker der føler sig fanget i tiden. Mennesker der ikke kan tage ansvar for deres egne fejltagelser. Et menneske er ved at løbe tør for tid. Et menneske venter hele tiden på noget bedre. En tager ikke ansvar og søger konstant bekræftigelse. En er rædselsslagen for at “live in vain”. En klamrer sig til fortiden for at få det bedre med sig selv. Det er allesammen mennesker, der er gået i stå. Faldet ud af tiden. Det er lettere at være misundelig på andre end selv at tage en beslutning.
Forestillingen har mange fine pointer. Sjove pointer. Skræmmende pointer. Der er flotte replikker og komiske dialoger. Det er tragikomisk og tempoet er skruet ned. Det er bare som om fortællingen går lidt for langsomt engang imellem. Nogle gange føles det som om, vi vader i den samme sø. Det bliver svært at holde koncentrationen. Jeg kan enormt godt lide datterens rolle og hendes helt groteske måde at snakke på, men det er også lidt voldsomt, at skulle forholde sig til i halvanden time.
Selve scenen og scenografien er spændende at gå på opdagelse i. Imponerende at der nærmest er styr på kaoset. Derudover kan jeg godt lide, at scenen er lille og vi er tæt på skuespillerne. Ydermere kan jeg godt lide skuespillernes præstationer. De er gode sammen og jeg kan godt lide deres sprog og accenter. De små biroller er også sjove og fungerer som en virkelig fin kontrast til moderen og datteren. Scenerne med den “tredje” person er i hvert fald højdepunkterne.
Jeg føler mig desværre lidt uforløst, da jeg forlader teatret. Først tænkte jeg, at det var fordi jeg ikke forstod konceptet. Forstod meningen, men fornemmelsen føltes flad. Forestillingen er baseret på kultdokumentarfilmen “Grey Gardens”, og måske jeg skulle have set den først. Forestilligen giver mig i hvert fald lyst til at se historien bag.
Hvem: Why not Theatre Company & Teatret ved Sorte Hest
Hvor: Kbh. V
Hvornår: 20. april – 12. maj 2018
Foto: Rickard Stampe Söderström