Anmeldelse: Den Kroniske Uskyld


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Bogen ’Den Kroniske Uskyld’ var nok en af de første bøger, jeg læste og oprigtigt kom til at elske. Den tændte en kærlighed for litteratur og ikke mindst sproget i mig, med dets særlige legende, smukke og enormt ærlige Klaus Rifbjerg-sprog. Jeg var så imponeret over den komiske distance til selvbevidstheden og den gennemgående symbolik. Mystikken, ungdomsdramaet og metaforerne. Denne bog havde det hele.

Da vi bliver lukket ind i salen, ligner Mellemgulvet ikke sig selv. Der er bygget et helt nyt rum. Et helt kvadratisk rum i træ. Rummet minder om en kæmpe sauna. Publikumrækkerne er indbyggede træbænke i 3 niveauer, og de 5 skuespillere hjælper os venligt på plads. Fra start er det hele meget tæt på, og der leges gevaldigt med vores intimsfære igennem hele forestillingen. Publikum bliver stykkets statister. Både til skoleballet, på værtshuset og ved det store bord til Helles studentergilde. Vi er der og vi er med hele vejen.

De to hovedpersoner Janus og Tores samspil er intet mindre formidabelt. Så hjertevarmt og hamrende lykkeblussende. Ved deres interne interaktioner og deres barnelig lege kan vi slet ikke lade vær med at smile. De er uadskillelige. De er uovervindelige. Og vi varmes i hele kroppen af deres venskab.

Simon Bennebjerg især er fantastisk i hans rolle som Janus. Med hans kejtethed. Hans fjogede smil. Hans dunrende usikkerhed og den voksende frustration, rammer han noget i os. Vi får ondt af ham, når han konstant undertrykker sine egne følelser og lader det gå udover den stakkels Ellen. Og vi elsker ham og vi griner, når han selvnedsættende beskriver sig selv. Nok mest af alt fordi vi så godt kan sætte os i hans sted. Vi genkender noget i ham.


Jonas Flys scenografi og Elisa Kragerups instruktion supplerer hinanden uhyre fremragende og formår at have os opslugt hele forestillingen igennem. Vi misser ingenting. Intet. De medvirkende er hele tiden nye steder i det kvadratiske rum. Endda nogle gange lige foran os, selvom vi sidder på bagerste række. Forestillingen formår virkelig at have sit publikum aktiveret, og jeg er sikker på, at den vil bringe mange skoleklasser kærlighed og gavn.

’Den Kroniske Uskyld’ er så vanvittig smuk. Så underholdende, reflekterende, dyb og æstetisk. Det er en ungdomsforestilling, som ikke kun er for de unge. Forestillingen kan ses af absolut alle. Skal ses af alle, om man vil. For Rifbjergs fortælling har noget helt essentielt og vigtigt i sig, som vi alle kan relatere til. Den rummer nogle følelser og situationer, som de unge skal se udefra for bedre at forstå dem selv, og som de ældre skal have genopfrisket for at forstå nutidens ungdom.

 

Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 26.04. – 08.06. 2018
Fotos: Camilla Winther