Af Kira Bach Pedersen
Med den nye familieforestilling ‘Æblet falder ikke langt…’ ønsker Riddersalen at videreføre kabaret-genren til næste generation. Det er lykkedes med en sjov, farverig og glimtende oplevelse til hele familien.
Omringet af voksne fyldt med forventninger får unge Samuel mulighed for at udforske sit stamtræs vidtrækkende grene. Det gør han med en Mr. Bean-lignende kvalitet balancerende mellem fysisk komedie og barnlig naivitet. Han spilles kærligt og ordløst af jonglør Samuel Gustavsson, mens han bakkes op med musik og festlige klæder fra de fire resterende medvirkende: Mette K. Madsen, Signe Birkbøll, Jens Gotthelf og Joachim Holbek.
Kabareten har legende, livlig effektbrug, der vægter mellem galt og genialt. Genialt er det, når et sejl trækkes hen over publikums hoveder til stor fryd. Mere galt går det med en unødvendig røgmaskine, der gør luften trykket på de forreste rækker og udløser småhosten rundt omkring. Over alt andet står det absurd smukke dukkespil med sit mindeværdige udtryk. Jeg så gerne endnu mere af dette, da detaljerne i de små og større dukker drager min fulde opmærksomhed. Når jeg går ud af teatret, er det med deres Tim Burton-inspirerede skønhed som minde.
Personligt er jeg stor fan af fortællingen, som er seværdig for hele familien. Det er befriende, at en familieforestilling undgår at drukne i klicheer med en morale så klassisk som, at man skal være sig selv trods andres forventninger.
Ærgerligt er det derfor, at praktiske forhindringer står i vejen: Der er scener med både dukker og skuespillere, der foregår helt nederst på scenegulvet, når enten marionetdukkerne på højde med sodavandsflasker udøver scener eller når skuespillere i perioder sidder på gulvet. I disse scener kunne jeg ikke – og da slet ikke de mindre børn – se hvad der egentlig foregik. Det går altså ikke til en familieforestilling, at kun børnene på de forreste rækker kan se. Den udleverede stofpude gav desværre heller ikke nok højde til den lille dreng på række fem, som måtte op at stå på sin mors skød for at se.
At smilene er påklistrede, håndfagterne påtagede og plottet til tider flagrende ser jeg med glæde igennem fingre med, for hele stemningen stemmer overens med Riddersalens autentiske omgivelser, som på sin vis er et parallelunivers at træde ind i. Jeg ser frem til snart at genbesøge det lille storbyteater.
Hvem: Teatret Riddersalen
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 8. feb. – 16. mar. 2019
Foto: Dennis Westerberg