Af Kira Bach Pedersen
Politiske løgne og manipulation fra højeste autoritet er hjertet i denne musikforestilling fra scenekunstensemblet Livingstones Kabinet, der spiller på Teater V og senere ved Den Fynske Opera. Frit fortolket efter eventyret ’Kejserens nye klæder’ spiller og synger fire skuespillere & musikere sig sammen med et børnekor gennem H.C. Andersens ikoniske eventyr og dets moraler.
Vi kommer tungt fra start. Vi skal nærmest halvvejs ind i forestillingen, før underholdningsværdien bliver tilpas høj. Indtil da har det satiriske element faldet fladt og grinene i salen er få. Først da en sketch, hvor en politisk brandtale fra den hykleriske kejser gentages igen og igen med de samme fraser brugt på må og få med tiltagende overbevisning fra kejserens side, hopper jeg og resten af publikum med på de politiske stikpiller og det humoristiske aspekt. Men også denne scene forekommer langvarig og latteren dør efter lidt tid langsomt ud.
Ideen om at nyfortolke H.C. Andersens ikoniske eventyr er sådan set ikke så skidt og forestillingen emmer af potentiale, men temaerne der inkluderer politiske løgne og børn der udskammer uansvarlige voksne forekommer ikke sammenhængende. Der rodes rundt i moralerne, og ved slutningen af forestillingen kommer jeg i tvivl om, hvilket af budskaberne vi egentlig skal forlade salen med. Hvorfor unødvendig mange politiske bemærkninger og moraler skal forklares og gentages på engelsk i sang, kan jeg heller ikke forstå.
Musikken er til gengæld velproduceret og understøtter forestillingens moraler med tør, ironisk distance. Det tilføjer en dimension og en stærkt underholdende værdi der kan mærkes, hvor især Pete Livingstones musikalske stykke med sungne politiske spydigheder understøttet af klaverspil fungerer skønt. I de perioder hvor både satiren og musikken spiller sammen, løftes forestillingen til et niveau, der står i stærkt kontrast med den flade start.
’Kejseren’ har rigtig mange gode ideer og velvalgt kildemateriale med en fri bearbejdelse, der desværre ikke bliver ført til døren. De moraler man har ønsket at portrættere, er blevet overdrevne, så de forekommer påtrængende på publikum. En smule mere ”show it, don’t tell it” ville have klædt forestillingen, der leger med selvbedrag og manipulation understøttet af velproduceret musik og en – til tider – satirisk underholdning.
Hvem: Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V & Den Fynske Opera
Hvor: Valby & Odense
Hvornår: 7. feb. – 2. marts & 21. – 25. aug. 2019
Foto: Bjarne Stæhr