Anmeldelse: Alice i Eventyrland


Af Ninette Marie Hemmingsen

Alice i Eventyrland er, hvad jeg vil kalde, en ægte klassiker, sådan en fortælling der vækker sanserne og sætter gang i fantasien, uanset om man er barn eller voksen. Det er en fortælling, der har mange år og versioner på bagen, hvilket er helt forståeligt. Den var god i 1865, den var god i 1951 og den er så sandelig også god i 2025!

Den er faktisk mere end god i Eventyrteatrets 2025 version. Den er ny, fantastisk og finurlig, men måske bedst af alt, så er den vedkommende. I den virkelige verden bor Al sammen med sin mor, sin stedfar og to stedsøstre, og hun går i skole. Men hun har en livlig fantasi, som nogle gange løber af med hende og får hende i problemer med den strenge Fru Rødbjerg, der gerne vil have at alting er perfekt og snorlige. Al ser tingene anderledes og derfor finder hun også vej til Eventyrland, et sted hvor op er ned, hvor ordsprog er meningsløse og hvor man fejrer sin ikke-fødselsdag.  

Budskabet i årets forestilling er til at føle på og i kølvandet på undervisningsministerens nye udtryk PDO synes det endnu vigtigere. Al passer ikke ind i kassen, men hun har masser at byde på. Hun er kreativ og modig, og da hun siger fra overfor den snæversynede Fru Rødbjerg, eksploderer salen i klapsalver og hyldest-råb. Der er ingen tvivl om, at både børn og voksne er på Al’s hold.

Apropos Al, så både spiller og synger Emma Grant-Rosendahl helt eventyrligt. Hun har os fra første færd og vi hepper på hende hele vejen. Til gengæld hepper vi ikke på Fru Rødbjerg, men det gør ikke Clara Dragsted Hansens præstation mindre pragtfuld. Jeg må virkelig tage hatten af for hende, for hun blæser salen bagover med sin vanvittige stemme og komiske facon. Børnene får et mareridt af en lærerinde og de voksne får nogle gode grin. En anden rød dame, der virkelig fanger publikums opmærksomhed, er Julia Bircow i den ikoniske rolle som Den Røde Dronning. Jeg er personligt vild med hendes rablende skørhed.

Alice i Eventyrland er fortryllende! Som altid er kostumerne designet af Christine Brincker og de er smukke! Vi var især imponerede over den hvide kanin og den røde dronning. Noget andet der også imponerede var forestillingens dansenumre. Koreografien har fået et nyk op, og her skinner det tydeligt igennem at Silas Holst er vendt hjem til Eventyrteatret.

Eventyrteatret lever op til sit navn, og sætter gang i fantasien med Alice i Eventyrland. En forestilling med masser af wauw-effekt, som med garanti vil underholde hele familien. Det er et eventyr, du gerne vil med på.  

Hvem: Eventyrteatret
Hvor: København V
Hvornår: 3. – 19. okt. 2025 
Foto: Thomas Hergaard Fotografi