Af Lea Sisi Fast Sørensen
Romeo og Julie er en klassisk Shakespeare-fortælling, der gennem årene er blevet fortolket på utallige måder. Efter Betty Nansens utroligt vellykkede opsætning af Stolthed og fordom var jeg derfor spændt på, hvordan teatret ville gribe Shakespeares tekst an.
Historien om Romeo og Julie handler om ung kærlighed, men også om stridighedernes pris og uret. I Betty Nansens version er fokus dog flyttet lidt, så det også omfatter forældrenes sorg.
Forestillingen begynder på en skole, en scene med en lidt akavet stemning og en TikTok-dans, der på forunderlig vis rammer tonen ret præcist. Kostumerne er gennemført og minder om det tøj, man kan se på hippe barer omkring Blågårds Plads. Det er tydeligt, at vi befinder os blandt de “seje” unge. Selvom kostumerne var både flotte, moderne og seje, var det også svært at se forskel på de forskellige familier. Selvom det er en fin pointe, at der i virkeligheden ikke er en særlig forskel på dem, gjorde kostume-valget det sværere at følge med i dramaet.
Midt i skolegården bryder en slåskamp ud. Forældrene tilkaldes, de er overdrevne og karikerede, men samtidig sjove og befriende i deres over-the-top energi. Det er dog, som om de befinder sig i en lidt anden virkelighed end resten af forestillingen, hvilket skaber en vis ubalance. Alligevel bringer de en kærkommen lethed til scenen samt flere grin blandt publikum.
Stykket bevæger sig mellem nyskrevne replikker og Shakespeares originale sprog. Det er en svær balance, som ikke alle skuespillere helt formår at løfte. Et langt citeret afsnit på engelsk føles især lidt ude af trit, det skaber en meta-fornemmelse, som jeg er usikker på intentionen med.
Der er mange festscener i stykket. De er lange, støjende og fulde af energi. De føles autentiske og til tider ret morsomme, men de tager også fokus væk fra de underliggende konflikter. Når mordene pludselig indtræffer, virker de derfor en smule tilfældige og malplacerede.
Tempoet i forestillingen er generelt ujævnt. Nogle centrale scener er skubbet rundt eller helt udeladt, og alligevel føles stykket overraskende langt. At gemme dødsscenen til de sidste 30 minutter af anden akt – og lade forældrene spille den, virker temmelig antiklimatisk.
Til gengæld rammer forestillingen noget fint og genkendeligt i skildringen af akavet ung kærlighed. Her opstår nogle af de mest ægte og morsomme øjeblikke. Alligevel tynges stykket lidt af Shakespeares alvor og den manglende sammenhæng i iscenesættelsen.
Slutningen, der fokuserer på forældrenes sorg, er en smuk idé, men fordi forældrenes følelsesliv tidligere har fyldt så lidt, bliver det svært helt at fordybe sig i deres tab.
Jeg forlader salen lidt umættet men festlysten og med en mærkelig trang til at blive gift hurtigt.
Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 30. Sep. – 30. okt. 2025
Foto: Camilla Winther og Nadia Von Rikka