Af Lea Sisi Fast Sørensen
Chess er en klassiker fra 1980’erne, skabt af ABBA-medlemmerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus. Nu har Det Ny Teater kastet sig ud i en nyopsætning af den storslåede pop-opera, hvor skak bliver til en metafor for den kolde krigs politiske magtkampe.
Historien følger verdensmesterskabet i skak mellem Sovjetunionen og USA, hvor brikkerne ikke kun flyttes på brættet, men også i kulissen. På papiret er der lagt op til et intenst drama om kærlighed, magt og loyalitet.
Scenen åbner som et gigantisk skakbræt, og den mørke, enkle scenografi skaber en intens og trykket stemning, der holder gennem hele forestillingen. Kostumerne er flotte og velvalgte, hvilket giver spillet et ekstra lag af autenticitet. I pausen sælger de røde “Make Chess Great Again” kasketter som merch, en tydelig MAGA-reference, som viser stykkets nutidighed.
Musikken er uden tvivl et af forestillingens stærkeste kort. Med et enormt ensemble, 17 live-musikere og solister i topform leveres en lydside, der løfter forestillingen markant – især i anden akt, hvor musikken virkelig folder sig ud og understøtter dramaet.
Jeg havde, grundet mit utrænede opera-øre kombineret med en høj bas, svært ved at opfange alle teksterne denne aften, og når sangene bærer fortællingen, er det ret ærgerligt. Heldigvis blev balancen bedre i anden akt, hvor musikken for alvor fik lov til at folde sig ud og understøtte dramaet.
Forestillingen kaldes en pop-opera, og musikken formår faktisk at balancere mellem flere genrer på en måde, der gør de store skift overraskende naturlige og friske.
Ensemblet var sammen med musikken en af de helt store styrker. Som den pågående presse kredsede de konstant om hovedpersonerne og skabte en febrilsk energi, der understregede de voksende spændinger. Koreografien var gennemgående fænomenal og tilføjede et stærkt visuelt lag til forestillingen.
Der er ingen tvivl om, at Chess leverer på musical-delen.
På rollelisten stjal Anders Gjesing som amerikaneren Frederick Trumper meget af min opmærksomhed. Han spiller arrogant, flabet og på grænsen til det usympatiske, men alligevel får han figuren til at føles levende og menneskelig. På trods af sin trælse adfærd præsterer han at holde fast i en sårbarhed midt i al selvoptagetheden.
Anatoly Sergievsky, spillet af Thomas Høj Falkenberg, glider derimod næsten for let gennem forestillingen. Han forråder både kone, børn og sit land – men uden at det rigtig får proportionelle konsekvenser. Tværtimod bliver han mere og mere som amerikaneren. Det fik mig til at sidde tilbage med spørgsmålet: Gør det at vinde verdensmesterskabet i skak, automatisk én til et røvhul?
Florence Vassy, spillet af Xenia Lach-Nielsen, fortjener bedre og går fra den ene mand der behandler hende dårligt til den næste. Hun synger til sidst om, at hun har mistet alt, men fra mit synspunkt ser hun kun friere ud. Hun får Anatoly til at tage med sin familie hjem, og her undrer jeg mig over, hvorfor familien skulle ønske at få ham tilbage. Måske var hensynsløshed mere charmerende hos mænd i 1980’erne.
Chess the Musical på Det Ny Teater er en imponerende og flot opsat forestilling med storslået musik og stærke enkelt præstationer. Jeg ønskede mig et stærkere sympatisk udgangspunkt, når fortællingen insisterer på romance, men forestillingen står stærkt politisk og afspejler noget af den mistillid, der præger vores nutid. Jeg har stadig flere af sangene på hjernen, og begræder at disse danske versioner af sangene ikke kan opleves online, for dem ville jeg gerne høre igen.
Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 25. sep. – 7. dec. 2025
Foto: Camilla Winther