Af Lea Sisi Fast Sørensen
Får302 har med Feerne skabt et stykke, der formår at tryllebinde.
Allerede fra første øjeblik bliver vi taget imod af en fe, der med et utilsluttet keyboard registrerer os. En anden fe spiller klaver i baggrunden. Fremførelsen er i gang med det samme.
Rummet minder mig om fusionen mellem en Speak-Easy og en undergrunds bar i Berlin, oplyst af snørklede lyskæder og blomsterlamper. De mørke vægge er gemt væk bag bløde, røde velourgardiner, som giver rummet et skumringsfuldt og dragende udtryk.
Det er en lille sal, og vi sidder tæt. Så tæt, at vi kan se de medvirkende i øjnene.
De går i gang med åbningsnummeret, en livlig, harmonisk sang, der sætter tonen for resten af showet: “We can be your friend, if you stop pretending to be nice~”
Energien i første akt er høj. Der er en summen af noget overdrevet, provokerende og sexet, som kulminerer i publikums højlydte latterudbrud. Jeg tager mig selv i flere gange at holde hænderne for munden i ren chok over absurditeterne, der udfolder sig på scenen.
Feerne, spillet af Ludvig Brostrup, Carla Viola Thurøe og Hávard Magnussen, leverer en intens råhed og en forkastelse af menneskelig blufærdighed. Men det bliver afbrudt af sårbarhed, når lyset skifter og vi får lov at se ind bag de magiske facader, direkte ind i ansigterne på de mennesker, der står nøgne bagved.
Det absurde og grænsesøgende står i kontrast til følsomme sangscener og skaber en emotionel rutsjebanetur.
Feerne er en teaterforestilling, der udfolder sig gennem kabaret, sange, dans og sindsforstyrrende men imponerende, indslag. De skaber rammerne for en fortælling, der går dybere. En fortælling, hvor man bliver konfronteret med sine egne sider, sårbarheder og fordomme.
De formår at skabe en intens performativ energi, og i samspil med lyset griber de hele rummet som gidsler. Vi føres gennem scener, hvor H.C. Andersen bliver interviewet om sit homoseksuelle rygte, utroligt akavet strip og forførelse af gede-lignende væsner. Med en vidunderlig rytmisk sans, sender de ord og følelser ud i rummet.
I anden akt ændrer energien sig. Fremførelsen bliver mere desperat, og de glimt af virkelighed, vi får, virker mere håbløse. Forestillingen rejser spørgsmålet: Hvem er vi, når masken falder, og hvordan beholder vi den på, når verden omkring os smuldrer?
Nogle gange virker det, der sker på scenen, skrøbeligt, som om det kun er ét øjeblik fra at gå galt, som at se en linedanser balancere i cirkus. Men feerne falder aldrig. Frygten for at se det gå galt, holder mig på kanten af mit sæde, men deres talent og følelsen af, at de hører hjemme i kabareten, skaber en opslugende oplevelse.
Kostumerne er, hvad nogen måske ville kalde minimalt dækkende – til gengæld er de visuelt spændende i udtryk, tekstur og farver. De omfavner, med deres spraglede blanding af magi og business, en heksegryde af samfundets misnoder og det vi lægger låg på – alt det en kabaret skal rumme.
Jeg har følelsen af, at Feerne har meget på hjerte, og at jeg kun fik et glimt af magien. Selvom mange af deres forestillinger allerede er udsolgte, håber jeg at kunne komme tilbage og opleve magien igen, og lade hverdagen forsvinde ind i en fortryllende kabaret.
Hvem: Teater FÅR302
Hvor: KBH K
Hvornår: 19. sep. – 18. okt. 2025
Foto: Magnus Hove