Af Ninette Marie Hemmingsen
Hvor godt kender vi egentlig dem, som lever i det sociale system? Dem som har ”Kommune-Karin” og ”Skema-Agnete” hængende over hovedet? I forestillingen ’Alle mulige ting til salg’ kommer vi helt tæt på bunden i vores ellers lovpriste velfærdssamfund.
Publikum mødes af Marie Knudsen Fogh i rollen som Anita. Anita er blevet fyret fra sin aktivering på kommunen, og hendes hjemmeboende søn, Lars på 44 år, passer mongoler. Sammen forsøger de at redde deres hjem, som banken truer med snarligt at sætte på tvangsauktion.
Det er en forestilling som graver dybt ned og bringer os helt tæt på bunden af den danske velfærdsstat og den desperation, der kan gro der. Tematikken illustreres på enkel men kraftfuld vis med en scenografi af Laura Rasmussen, der afspejler handlingen i takt med, at den udfolder sig. Dertil bringes vi tættere på, når skellet mellem scene og publikum nedbrydes af skuespillernes fortællende indslag. En direkte henvendelse, der til tider fremstår nærmest poetisk, og mens det står på, er stemningen i salen både intim og intens.
Intensiteten brydes dog af forestillingens eminente brug af den sorte danske humor. En brug der fremstår særdeles vellykket på grund af samspillet mellem karaktererne og deres sprogbrug. Anita og de andre karakterer bliver med deres forskellige brug af sproget så virkelighedstro, at jeg flere gange undervejs ikke vidste om, jeg skulle grine eller græde.
Med vendinger fra Anita som ”Åh Gudfaderens pik Beate” og ”pædofile striktrøje” samt den kærlighedssyge nabo Johns udråb ”Det er under dynen om vinteren og under æbletræet om sommeren” fuldbyrder sprogbruget deres karakterer. Dette legende og til tider grove sprog rammer plet hos publikum, hvilket også medvirker til den hjemlige og løsslupne stemning, der fylder salen.
Med ’Alle mulige ting til salg’ formår Aalborg Teater at skabe en forestilling, som sprænger scenerammerne. Forestillingens voldsomme socialrealisme kommer skarpt til udtryk, men formår at mildnes og gøres alment fordøjeligt med dens fornemt eksekverede danske humor. Det er på en og samme tid skræmmende og stærkt underholdende. Forestillingen behandler et ømtåleligt emne på en forfriskende og dramatisk måde, som kun teater kan gøre det.
Hvem: Aalborg Teater
Hvor: Aalborg
Hvornår: 7. sep. – 13. okt. 2018
Foto: Lars Horn