Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er vildt, at teater kan være så manipulerende, så grænseoverskridende og så virkeligt, at man bliver bange for at forlade teatersædet. Det er vildt, at man kan manipulere med det gode, det onde og det misforståede. At historiefortællere kan få os til at skamme os noget så grusomt. Vildt at vi kan klappe af den forkerte og vende ryggen til den gode. Det er helt grotesk, at det først er til sidst, at det går op for os, hvor snedige historiefortællere kan være. Fuldstændig vanvittigt at denne her forestilling er et portræt af vores samtid.
Vi møder seks arketyper. Typer de fleste af os kender eller selv er. Vi kan i hvert fald genkende nogle af vores holdninger og fordomme. Gruppen af unge skuespillere fungerer virkelig godt sammen både under mono- og dialogerne. Manuskriptet er proppet med fantastiske replikker og selvom det nogle gange kører lidt i ring, så bliver jeg helt tiden overrasket over handlingen.
Scenografien er robust og kanterne skarpe. Trinene bliver til talerstole og magten eksemplificeres. Høje hæle og træbrædder laver ekko helt nede på bagerste række. Det bliver desværre lidt svært at høre, hvad der bliver sagt når de høje hæle hamrer rundt på scenen. Nogle af scenerne bliver desværre også lidt lange, men som helhed fungerer forestillingen virkelig godt.
Forestillingen er både sjov og enormt grænseoverskridende. Den er skræmmende og tankevækkende. Det ene øjeblik griner vi og det andet holder vi vejret. På et tidspunkt må jeg tage mig selv i at huske, at det bare er teater… at “det bare er for sjov.”
Jeg var frustreret, da jeg forlod teatersalen. Ikke over fortællingen på scenen selvom den både var grænseoverskridende og provokerende. Heller ikke over skuespillernes præstationer. Hver og en var de overbevisende og hamredirrende dygtige. Jeg var frustreret over teenagerne blandt publikum. Det var en syret oplevelse at være omgivet af teenagere, der opfattede hændelserne på scenen helt anderledes, end jeg selv gjorde. Jeg skulle virkelig beherske mit forargede blik, da jeg gik ud for at finde min cykel.
Når det er sagt, så er jeg virkelig glad for forestillingens allersidste monolog. Den bliver en knytnæve lige i midt i solar plexus. Den får sat tingene på plads. Vi skammer os pludselig over alle de gange, vi ikke selv råbte op. ‘Rusturen’ er fandme en vild oplevelse.
Hvem: C:NTACT
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 31. aug. – 14. sep. 2018
Foto: Jón Bjarni Hjartarson