Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Eventyret ‘Askepot’, er den evigt betagende fortælling om kærlighed mellem en prins og den tidligere velhavende Askepot, der må igennem en række prøvelser før kirkeklokkerne kan ringe, og det hele ender lykkeligt.
Gregory Deans ballet-udgave holder sig til den romantiske fortælling, og gør heri absolut ingen fortræd. Dog er det også en opsætning der bærer præg af, at man ikke har turde at satse højt på fornyelse.
Jeg mener ikke vi behøver en nyfortolkning af selve det velkendte handlingsforløb, mellem den flotte prins der trækker stakkels Askepot ud af sølet, og befrier hende fra både en tyrannisk stedmor og to onde stedsøstre. Men måske kunne den gamle franske folkefortælling, godt være blevet støvet en smule af, om ikke andet i sit sceniske udtryk.
Scenografien virker for mig lidt kunstig i sine mange stærke pastelfarver, og i en række scener meget stærkt oplyste bagtæppe. Disney universet virker en kende for svulstigt til Operaen, og jeg ville have ønsket man måske havde gået bare en anelse mere neddæmpet til værks.
Et brud på pasteleksplosionen kom med fe kostumernes mørkeblå tyl, der virkede langt mere beroligende for øjet. Lania Akins høje skikkelse i rollen som den gode fe, var velvalgt og hendes elegante optræden, gjorde hende for mig til det egentlige midtpunkt på scenen.
Solodanser Emma Riis-Koefoed er denne aftens Askepot og hendes prins blev danset af Guilherme de Menezes. De er begge teknisk dygtige, men spillet mellem de to, fangede mig ganske enkelt ikke, som det efter min mening burde gøre mellem to forelskede.
De onde stedsøstre, var imidlertid på et helt rigtige niveau mellem ondskab og komik. Det var en fornøjelse at se dem tyrannisere både hinanden, prinsen og ikke mindst yndlingsofferet, Askepot.
For mig blev højdepunktet Det Kongelige Kapels ufejlbarlige udførelse, af den russiske komponist Sergej Prokofjevs virtuose musik der ledsager ‘Askepot’.
Prokofjes musik er i virkeligheden det, der bærer forestillingen og også til tider overtager fokusset lidt. For mig emmer det lidt af, at der mangler flere elementer til at fastholde blikket mod scenen. I stedet tog jeg mig selv i flere gange at forsvinde lidt væk i musikken.
I et eventyr alle kender så godt, er det noget nært umuligt at bidrage med nyt til fortællingen, uden det virker påtaget. Så skulle det lige være hvis man havde gjort som i Grimms version og fået stedsøstrene til at skære hæl og tæer af, i forsøget på at passe den berømte glemte sko.
Men denne opsætning vil ikke falde udenfor det velkendte. Askepot er bestemt seværdig og musikken komponerer balletten på elegant vis. Men for fremtiden håber jeg alligevel, nogen vil overveje at tilføje lidt flere revner til pasteluniverset.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Store scene, Operaen
Hvornår: 27. jan. – 10. marts 2024
Foto: Henrik Stenberg