Af Anna Cæcilie Sørensen
Hvorfor går vi i teatret? Er det fordi vi skal? Eller er det fordi, vi har lyst? Er det fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal lave?
Teaterforestillinger som ‘Bilisten’ er i hvert fald en af grundene til, at jeg slet ikke kan lade være. Sådan en forestilling er en af grundene til, at flere mennesker burde gå i teatret. Frank Thiels skuespilspræstation er en af grundene til, at vi ville gå i teatret flere gange om ugen. ‘Bilisten’ taler til os. Han er os og vi er ham. Han er statist i vores liv og vi i hans. Det er underligt betryggende.
Scenografi, lyd og lys er eminente. Vanvittig enkle og helt fantastiske. Hele rummet bliver en del af scenen. Bilisten er hele tiden på vej et sted hen. Han er i bevægelse lige til allersidste åndedrag.
Men hvorfor er vi her? Og er vi tilfredse med at være publikum? Ja, for pokker da. Og på Thiels opfordring glemmer vi klokken og giver ham vores fulde opmærksomhed. Det er vi nødt til. Det er vores rolle her til aften. I trafikken er vi afhængige af gruppearbejde, og vi skal eddermanme spille spillet efter spillets regler. Og selvom der er et stykke vej fra kørebanen til teaterscenen, så spiller vi med på forestillingens præmisser. Vi giver os hen til scenen og dens aktører.
‘Bilisten’ går lige i knolden og i hjertet. Frank Thiel er fænomenal og dejlig vanvittig. Kristian Hallberg, Viktor Tjerneld og Lasse Bo Handberg har skabt en helt genial monolog, der passer afsindig godt til Frank Thiel. Han kan det hele, og han vinder vores hjerter helt fra start af. Han tager os med på en rejse fra A til B, og giver os svar på, hvorfor vi skal gå i teatret.
Aftenens forestilling har sat sine spor og baner vejen. Den giver sit publikum noget at tænke over, og det er virkelig dejligt.
Hvem: Mungo Park Kolding
Hvor: København K. på Folketeateret
Hvornår: 8. juni – 10. juni 2017
Fotograf: Palle Peter Skov