Af Marie Vernegreen Christensen
Teknologien stikker af. De lettere karikerede figurer, der skulle være billeder på os selv – på Hr. og Fru. Danmark, på mediernes ansatte og på en styg ledelse – går rundt i deres farveløse rum og lader sig omslutte af en mere og mere destruktiv teknologisk udvikling. En kridhvid nyhedsredaktion og en beige dagligstue ligger væg mod væg på den drejende scene og bliver nærmest to sider af samme sag. Sagen om mediernes og teknologiens indtog i vores verden.
Anna Ur Konoy giver liv til to kvinder, der befinder sig på hver sin side af scenens skillevæg – den bankansatte familiemor, der ikke kan undvære hverdagens teknologi, og journalisten som tynges af moral og grublerier over uoverensstemmelsen mellem ægte journalistik og manipulerende medieteknologi. Vi har fået oplyst, at de to karakterer har forskellige jobs og forskellige holdninger, men alligevel bliver jeg ved med at føle, at jeg sidder og ser på samme kvinde – blot i to forskellige situationer i hendes liv. Skellet mellem dem er ikke skarpt, og jeg må blive ved med at minde mig selv om, at de er forskellige. Selvfølgelig kan det pege på en tanke om, at vi som privatpersoner ikke er så adskilte fra ’medierne’, som vi tror. Men den tanke er der så meget andet i forestillingen, der får os til at tænke.
Der bliver kastet mange emner ud i luften. Mediernes indflydelse på os, den teknologiske udvikling, etik, flygtningediskussioner, et foruroligende politisk parti, overvågning, undertrykkelse på arbejdspladsen og genteknologi er blot noget af det, jeg fik øje på. Det er da alt sammen relevant, men det er meget på én gang. Jeg mangler simpelthen klarhed og dybde.
Forestillingen virker nærmest som en charmerende og dog alvorlig barneleg, som stikker af i fantasien om, hvordan verden kunne komme til at se ud. ’Så sagde vi, at man skulle bruge sølvpapirshatte til at beskytte sig, og at man kunne anskaffe sig et teknologisk barn med et kæmpe dukkehoved, som man selv kunne designe. Og så sagde vi, at ledelsen var ond og gik i pels og elskede appelsinvand – og så skulle alle andre også elske appelsinvand ellers blev han sur…’ Nogle aspekter er rigtig underholdende, andre har fået lidt mere, end de kunne trække. Men jeg bliver faktisk ramt. Det ender med at blive en temmelig ulækker sci-fi-leg, som jeg ikke har lyst til at være med i. Jeg vil ikke være med til, at vores verden bliver som den på scenen.
Forestillingen er noget helt andet, end jeg havde regnet med. Den virker til at handle mere om teknologi end om det nuværende mediebilledes intetsigende nyheder. Det bliver en foruroligende og kompakt leg, hvor alle har skudt smartchips direkte ind i hovedet, og som slutter med Hr. og Fru. Danmarks orgasme forårsaget af chipgenererede billeder på nethinderne.
Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 16. feb. – 20. mar. 2019
Foto: Montgomery