Anmeldelse: Danner – en grevinde af folket


Af Lea Nelhorf

Det Flydende Teater har de seneste år portrætteret betydningsfulde skæbner og personligheder som bl.a. Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Kaj Munk, Storm P og Halfdan Rasmussen på Bådfarten på den smukke Furesø.

I år er forestillingens omdrejningspunkt kvinden, Grevinde Danner. Kvinden som var født som horeunge, men rejste sig fra rendestenen, fik barn med avisudgiveren Carl Berling og blev gift med Kong Frederik 7. Hun råbte højt og kæmpede den ukuelige kamp for underklassens kvinder. I dag lever hendes arv og håb videre i Dannerhuset, som i Danmark hvert år hjælper over 2.000 voldsudsatte kvinder og deres børn.

Vi sætter os til rette i den intime båd, og selvom den er komplet udsolgt mens den spiller på Furesø ligger der en hynde med Danners ikoniske logo med kvindetegn og knyttet knytnæve venter på os alle hver især.

Forestillingen starter i nutiden. En kvinde sætter sig ved siden af mig med sit barn i armene, hendes mascara sidder som tunge skygger rundt om hendes øjne, hun er bange. En telefonsamtale udfolder sig. En mand vil vide hvor hun er. Han kan høre trafikstøj. ”Du er ikke på vej ind til Danner, vel?” siger han. Musikken starter, vi er nået ud på den store sø og skuespillene Rolf Hansen, Brian Hjulmann og Lise Lauenblad tager os smukt igennem hele historien og tilbage til dengang Grevinden blot hed Louise Rasmussen.

Lauenblad er genial og vidunderlig som den bramfrie Louise. Både når hun skælder og smælder på de perverse oberster og balletmestre. Når hun år for år fortæller hendes historie ærligt, redeligt og samtidig klingende poetisk, og når hun ligger lige dér for øjnene af os, mens hun gennemlever sit livs sorg og vrider sig i smerte og ustoppelige tårer. Hun formår at komme hele vejen rundt. Vi både griner og græder med hende.

Hjulmann og Hansen er ligeledes skønne som hhv. den fordrukne Kong Frederik den 7. og den forelskede Carl Berling, som begge er fangede i deres familiers standsfordømmende klør. Begge giver de rollerne sikkert overbevisende kant og karisma. Tempoet er højt og på et splitsekund veksles der både mellem roller, tid og sted.

Marie Louise von Bülow og Karen Duelund Guastavino er placeret i bådens bagende i kamprøde kjoler med alverdens musikinstrumenter som våben, og de er drøngode til at bruge dem! De ligger et filmisk soundtrack til fortællingen, deres sange er rørende og forstærkende mens variationen i deres udtryk er velafbalanceret. Lyden er stærk og kærlig og samler forestillingen på smukkeste vis.

Sejlturen ender og det samme gør fortællingen. Vi sejler tilbage til nutiden og forlader båden med hovedet højt og en fantastisk fortælling rigere. Senere i år laver selv samme hold bag, sammen med 2 skuespiller forestillingen ”Ligeværd”,  hvor fortællingen om Danner fortælles i børnehøjde. Jeg kan bare sige; jeg glæder mig!

Hvem: Det Flydende Teater i samarbejde med Teatergrad og Danner
Hvor: På Furesø, Kgs. Lyngby
Hvornår: 20. juni – 16. aug. samt i Dannerhuset 28. – 30. aug. og efterfølgende Danmarksturné 2. sep. – 10. okt.
Foto: Per Morten Abrahamsen