Af Anna Cæcilie Sørensen
Rummet er et virvar af kruseduller. En lavine af hvide streger. En scene er gået amok. Den tipper og vipper. Går op og ned, fra side til side. Ingen kan gå lige og ingen kan holde balancen. Musikken sætter stemningen an og publikums øjne glider rundt i rummet. Forventningerne klapper nærmest i takt til melodien. Der bliver spillet op til dans, men i dag er vi kun øjnene der ser. Vi er gæster og kender ikke til forhistorier eller relationer. Vi ved bare, at dem vi iagttager er pissefulde.
Et blændende ensemble med 14 skuespillere træder ind på scenen. Langs scenevæggene afventer de begyndelsen. En stor stemme varmer rummet op. Det er næsten som fortælleren i en dokumentar eller en Gud. Scene efter scene blander fortællingerne sig ind og ud af hinanden. Det handler om at se og hvem der ser. Alle øjnene hviler på de fulde. Mennesker er bange, mennesker er usikre, men når de er fulde ryger alle hæmninger. Fortællestemmerne skifter og vi kommer tættere på karakterene. Det stjernespækkede skuespillerhold leverer og brillerer. De skinner og funkler i samspil med hinanden og alene. Det er virkelig en sand fornøjelse at iagttage.
Som publikum kan man ikke undgå at blive forelsket i hvor ynkelige og tragikomiske karaktererne er. Alle har de 14 forskellige måder at være fulde på. Det er lige så betagende, som det er sjovt. Kostumerne er hverken pragende eller udfordrende, de er hverdagsagtige men overbevisende.
Selvom der er skruet op for fortællingen og de færreste ligner karaktererne på scenen, så er der måske alligevel en snert af genkendelighed. Guds navn bliver kastet rundt som støv i en tornado. Gud er hvisken i dit hjerte. Gud er dit legeme. Det er utroligt, så meget Gud fylder hos fulde folk. Når man er fuld, er det lettere at lade munden sige noget, hjernen ikke har tænkt til ende. Når man er fuld, er det lettere at sige det, man går og gemmer på. Når man er fuld, er det svært at holde styr på sig selv. Når man er fuld, er det svært at åbne øjnene.
Der er dog momenter, hvor forestillingen bliver lidt for utålmodig og det er ærgerligt. Der er smæk på første akt men andet akt bliver måske en anelse langt. Det er som om vi sidder og afventer at noget skal ske. Man må bare finde sig I at de er fulde hele vejen igennem. Det siges at fulde folk siger sandheden, men de siger immervæk også mange underlige ting.
’De fulde’ er en imponerende forestilling. Jeg både grinte og sank en klump. Den er ubehagelig og sørgelig. Det er en morsom forestilling, alligevel var der næsten underligt stille, da publikum forlod teatersalen. Det var næsten som en trance, eller som når man forlader en fest og er blevet pinligt ædru.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 27. april – 7. juni 2019
Foto: Camilla Winther