
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Af Carl Sørensen
I Tivolis Koncertsal spiller ‘Den Eneste Ene – The Musical’ lige nu. Som titlen antyder er det en forestilling baseret på den elskede danske filmklassiker fra 1999. Historien følger Niller, den noget klodsede, men hjertevarme køkkenmontør, og Sus, den karrierebevidste skønhedsplejer, hvis veje krydses under uventede omstændigheder. Fra komiske misforståelser til mere rørende øjeblikke skildres et univers fyldt med kærlighed, venskab og de små tilfældigheder, som kan ændre et helt liv.
Musicalen blander velkendte øjeblikke fra filmen og musikalske højdepunkter, så både gamle fans og førstegangsbesøgende får noget at glæde sig over. Musikken spiller en central rolle i forestillingen. Thomas Helmig-klassikeren “The One and Only” suppleres af nye musicalnumre, der giver karaktererne plads til at udfolde sig lidt mere og skaber energi i salen.

Merete Mærkedahl indtager rollen som Sus med et skarpt komisk talent og en klar sangstemme, der griber salen. Magnus Haugaard er en kærlig og charmerende Niller, mens Sofie Jo Kaufmanas som Stella bruger både humor og timing til at give karakteren sin lidt specielle kant. Ulla Vejby som Mulle tilfører historien små finurlige og akavede øjeblikke, der bringer grin frem blandt publikum.
Det er tydeligt, at forestillingen forsøger at bevare filmens kendte komiske fraser og øjeblikke, og det giver mange sjove referencer, som publikum genkender og morer sig over. Men til tider virker dette også lidt begrænsende for skuespillerne, da nogle af de komiske øjeblikke bliver så bundet op på filmens punchlines, at karaktererne ikke får helt frihed til at udfolde sig på scenen. Det betyder, at energien nogle gange må holdes inden for bestemte rammer, hvilket kan gøre, at forestillingen til trods for sin charme ikke altid når det fulde potentiale hos de dygtige skuespillere.
Skal du også have et nostalgisk 90’er-kik med god energi, så tager forestillingen efter Tivoli videre til Holstebro og Vejle.
Hvem: One and Only Musicals
Hvor: Tivoli, Holstrebro & Vejle
Hvornår: 26. feb. – 3. maj 2026
Foto: Miklos Szabo
