Af Marie Vernegreen Christensen
Bastian har lige mistet sin mor. Faren bakser med hverdag og tristhed, og drengene i skolen er indbegrebet af drillende bøller. Derfor søger Bastian tilflugt i bøgerne. Han efterlader sin krop siddende på en rengøringsvogn i et lille depot, mens han i sindet forsvinder ind i Fantásien.
Vi drager med ham ind i fantasiens verden, som belejligt giver Aarhus Teaters nyudrustede Store Scene mulighed for at fremvise sine nye features. En spøjs verden med ubestemmelige væsner udspiller sig foran os. Pilende alfer med lampeskærme på hovedet, barktrolde med røde stilletter, en barnekejserinde, et herligt gnompar og et glitterindspundet orakel boltrer sig i en flot scenografi, der byder på både storskærm som baggrundskulisse, drejende scene, et antikvariat der kommer op fra gulvet og flyveture på en godmodig drage. Scenerummet udnyttes virkelig til det yderste. Og selv endda salen må inddrages i Bastians forsøg på at flygte fra de drillende bøller.
Der er tre verdener på spil; vores egen virkelige verden som indbefatter at vi sidder i den smukke gamle teatersal og kigger på en magisk forestilling, Bastians verden der indeholder sorgen over moderens død og faderens ordre om at bevare jordforbindelsen, og så fantasiens verden hvori vi følger den Disney-helt-agtige Atréju i kampen for at redde Fantásien fra intetheden.
I begyndelsen oplever jeg en form for teatral distance til fantasiens verden. Mit fokus befinder sig stadig mest i Bastians verden, og jeg skal lige godtage væsenerne som andet end blot komisk finurlige. Men langsomt glider jeg længere og længere ind i fantasien i takt med, at den kommer til at dominere på scenen. Bastian fungerer som et bindeled mellem publikums verden og fantasiens verden – han er vores guide og fortæller, selvom han, ligesom os, selv oplever det hele for første gang.
De tre verdener flettes hurtigt sammen på kryds og tværs, indtil det til slut kulminerer i et sammensurium og sprænger grænserne med hele to budskaber. At der altid er håb. Og at det kan være ganske godt indimellem at slippe jordforbindelsen.
Stykket er en kamp mellem fantasi og virkelighed, som scenografisk set får alt, hvad den kan trække. Den formår at få børn til at måbe og læne sig ind til deres beskyttende forældre. Og mon ikke der også sidder en forælder eller to, der har evnet at overgive sig til fantasien og slække lidt på både kontrol og jordforbindelse i denne smukke sal fyldt med magi. Jeg må i hvert fald bare sige, at jeg til slut endte med at tabe mig selv i fantasien.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 15. nov – 21. dec 2018
Foto: Emilia Therese