Af Ninette Marie Hemmingsen
I anledningen af at Ingmar Bergman i år ville være fyldt 100 år, har Aalborg Teater opsat hans nok mest berømte og banebrydende film ’Persona’ fra 1966. Den svenske film- og teaterinstruktør er kendt for at behandle eksistentielle spørgsmål, hvilket især gør sig gældende for dette psykologiske drama. ‘Persona’ er flere gange blevet overført til scenen, og denne gang er det på Aalborg Teater med instruktør Johannes Holmen Dahl i spidsen.
Publikum mødes af en simplistisk scenografi. Selve scenen er forvandlet til en stor lysende tom kasse. Til trods for tomheden begynder forestillingen brat, for lyset i salen er stadig tændt, og publikum snakker. En kvinde kommer langsomt gående ind i kassen. Først fanger det publikums opmærksomhed, og der bliver stille, men scenen synes at trække i langdrag, før lyset i salen endelig slukkes, og først da føles det som om, forestillingen rigtigt er gået i gang.
Da lyset i salen slukkes, fungerer scenografien med den tomme kasse egentlig fint, da den kommer til at symbolisere den psykologiske kasse, som karaktererne er fanget i. Forestillingen formår ligeså at gengive karakterernes personlige psykologiske kamp med både fornægtelse og erkendelse. Det der bliver sagt, er privat på en sådan måde, at jeg både har lyst til holde mig for ørerne og lytte mere intenst. Da forestillingen er slut, spiller den videre i mit hoved. Jeg synes ude af stand til at slippe alle de spørgsmål, der er opstået undervejs. Spørgsmål om moral, identitet og om hvad der er rigtigt og forkert. Men mest af alt spørger jeg mig selv om, det virkelig er muligt for ét menneske at have to så vidt forskellige ’persona’.
Allerede under forestillingens introduktion til karaktererne pirres min nysgerrighed. Karakteren Elisabet er holdt op med at tale og Alma, den unge sygeplejerske, skal passe hende. Jeg vil gerne vide mere om dem, og det kommer jeg på sin vis også til. For som forestillingen skrider frem, får Alma fortalt dybe og hemmelige ting om sig selv, og til tider sidder jeg med en følelse af, at det er alt for privat til, at jeg burde lytte med. Det er ganske givet meningen, og både Bolette Nørregaard Bang som Alma og Maria Henriksen som Elisabet spiller deres roller fantastisk.
Desværre kommer jeg alligevel aldrig til at føle mig som mere end en tilskuer. Jeg sidder fast i mit sæde, og selvom skuespillerne med deres eminente præstationer formår at få draget mig ind i karakterernes verden for en stund, så formår selve opsætningen desværre aldrig at holde mig helt fast.
Hvem: Aalborg Teater
Hvor: Aalborg
Hvornår: 17. nov. – 15. dec. 2018
Foto: Lars Horn / Baghuset