Af Marie Vernegreen Christensen
”Min pik stritter som en liderlig teenager, men resten af mig lugter af lig.” Sådan lyder en af de sætninger, som kommer ud af Hans Rønnes mund, idet han fremfører sin tragikomiske monolog for os. Sætningen emmer af dobbelthed – ligesom resten af forestillingen i øvrigt. En vitalitet og indre gejst, som samtidig gennemsyres af realiteter om død og forgængelighed. To kontraster som i deres møde her på Svalegangen fylder rummet med både humor og alvor.
Det eneste vi ser på scenen, er en gråhåret mand, en spøjs træbænk og et par Nike sko. Scenografien er sparsom, og iscenesættelsen er ikke farverig og stiliseret. Faktisk virker det som om, at man prøver at tage afstand fra iscenesættelse. I hvert fald den overfladiske slags. Alt summer af enkelthed, og Hans Rønne udgør forestillingen i sig selv med sine ord og tilstedeværelse.
Han leverer med sin jyske jordbundenhed og venlige skikkelse en charmende enemandstale. Det er lige før, jeg glemmer, at det er teater og dramatik, der er tale om. Det virker nærmere som en fortælling. 70 minutters taletid til en god fortæller. Det er naturligt, nærværende og ærligt. Det er en mand på 60+, som synes at være havnet tilfældigt i et spotlight, der giver ham mulighed for at tale om lige netop det, han har på hjerte. Og det er ganske forfriskende. Hvor og hvornår er det ellers lige, at vi lytter til dem over 60 og ovenikøbet betaler for det?
Forestillingen er ikke en dyster rejse mod døden, og det er ikke stereotypen på en sur gammel mand, vi skal lægge ører til. Det er et indblik i en tilværelse, hvor lægebesøg og begravelser er en del af livet, og hvor det bogstaveligt talt er begyndt at blive koldere om fødderne. Kredsløbet fungerer ikke som det har gjort, og elskede venner er begyndt at forsvinde.
Der bliver konkret og oprigtigt fortalt om den ateistiske tandlæge, de gode venner og den savnede kone, som alle er blevet tvunget til at forlade denne verden til fordel for den anden side. Den talebesværede ven på hospice, den gode kammerat der selv tog livet af sig, salmen ’Se nu stiger solen’ og magtesløsheden ved oplysningen om konens dødelige sygdom skildres så detaljeret, at vi ser det klart for os.
Humoren er et centralt omdrejningspunkt. Den letter emnet, gør det spiseligt, genkendeligt og livsbekræftende. Som når manden i spotlight konstaterer, at han er en kommende afdød og har vanskeligheder med sit kredsløb, der ikke leverer nok blod til udkantsområderne af hans krop. Eller når han fortæller os, hvordan en kvindelig præst i 40’erne ligner hans yndlingsfugl i sin præstekjole. De humoristiske elementer får mig i dén grad til at trække på smilebåndene og blive lattermild. Budskabet er angivet ganske tydeligt: Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Sorg er meningsfyldt, og taknemmelighed er alfa og omega.
Hvem: >>TEATRET<<
Hvor: Teatret Svalegangen, Aarhus
Hvornår: 21. Okt. – 2. Nov. 2019
Foto: Rasmus Rønne