Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Det Olske Orkester har skabt forestillingen ‘Det Vandrende Menneske’ – en formidling af 300 års kolonihistorie og den historie, der går forud for den danske kolonisering af Kalaalit Nunaat. Dette belyses gennem Malou, spillet af Nina Sikkersoq Kristoffersen, der i 1978 placeres hos en dansk plejefamilie for at blive tilvænnet den danske kultur.
Nina Sikkersoq Kristoffersen er blændende i sin sanselige og kropslige præstation af en ung kvinde, der er vred og frustreret over aldrig at blive lyttet til, men altid at være den evigt fremmede. Da en velmenende antropolog, Rikke Liljenberg, dukker op for endnu engang at spørge, hvordan det mon føles at være den fremmede, beslutter Malou sig for at gå. Hun går baglæns gennem tiden for at finde sit eget ophav og sin historie. Antropologen følger af uforklarlige årsager med og er et ret anstrengende bekendtskab i rollen som akademikeren, der har læst alle de tunge bøger, men alligevel ikke har forstået så meget af, hvad det vil sige at være Malou.
På deres vej møder vi DR-dramachef-typer, der, iført Hans Egedes præstekjole, genfortæller en ganske ukritisk historie om, hvordan Hans Egede udbredte kristendommen i Grønland. Vi møder Den Kongelige Grønlandske Handel, der kaster grønlandsk tran, spæk og hvalkød om bord på danske skibe, alt imens Malou gennemgår koloniseringens altopslugende traume.
Forestillingens mest vellykkede greb er brugen af en række velvalgte rekvisitter, en elegant leg med lyssætning og den mystiske fuglefigur Elisabeth Heilmann Blind, der taler grønlandsk til Malou og agerer ledestjerne på rejsen. Et særligt stærkt øjeblik opstår, da antropologen som en reaktion på den grønlandske tale udbryder: “Jeg vil ikke være statist i dit spil!” – en bemærkning, der er en plausibel reference til SF-politikeren Carsten Hønges kommentar under en folketingsdebat med Aki-Mathilda Høegh-Dam, som insisterede på at holde sin tale på grønlandsk.
Men ‘Det Vandrende Menneske’ snubler i sin egen ambition om at fortælle den store historie. Informationsmængden er ganske enkelt for overvældende: En ældre radioudsendelse gengiver grufulde budskaber om grønlandske børns påståede umodenhed, men klipper hurtigt videre til fortællingen om de tvungne spiralindsættelser, der skabte et drastisk fald i fødselstallet på Grønland. Begge emner er uhyre vigtige, men vi får aldrig mulighed for at fordybe os i dem. Vi bombarderes med fakta, men efterlades uden en egentlig forståelse af de dybereliggende strukturer.
Når ‘Det Vandrende Menneske’ derfor ikke formår at blive rigtig vedkommende, skyldes det i høj grad, at teksten virker overforklarende. Vi får hele tiden fortalt, hvor frygteligt Danmark har opført sig, i stedet for blot at lade de mange eksempler tale for sig selv og undersøge årsagerne bag dem. Jeg kan derfor ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at der ikke bliver forventet nok af publikums egen abstraktionsevne. Når man vil fortælle den store historie, risikerer man ofte at ende med ikke at fortælle så meget. Desværre er det også den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have overværet ‘Det Vandrende Menneske’, der ellers berører en vigtig dagsorden: at forstå Danmarks dystre rolle som kolonimagt.
Hvem: Det Olske Orkester
Hvor: Turné
Hvornår: 24. marts – 10. maj 2025
Foto: Øjvind Kirchhoff