Anmeldelse: Diktatoren


Af Lea Nelhorf

Vi bliver kastet ind i det velkendte Chaplin-univers, og vi elsker det fra start.
Nørrebro Teaters opsætning af den ikoniske film Diktatoren er en unik og mesterlig oplevelse. En oplevelse jeg for Guds skyld ikke ville have været foruden.

Diktatoren er bevæbnet med et helt igennem perfekt cast med Olaf Johannessen i spidsen. Johannessen formår skiftevis at få os til at elske ham som den kære jødiske barber og grine af ham som den usympatiske magtliderlige diktator. Begge roller giver han deres særprægede glans, og han formår med sin dygtighed og præcision at gøre begge karakterer uhyre nærværende og relevante.

De ni skuespillere er et nærmest skræmmende perfekt cast. De bidrager med hver deres komiske sans og karakteristiske ansigter, der gør dem svære ikke at holde af.  De skaber en velafbalanceret dynamik og formår med deres konstante løssluppenhed og helt igennem geniale timing at begå sig ind og ud af de forskellige roller i selvsamme tempo som i de gamle stumfilm.  Karaktererne er skarpe og  autentiske og får os til at føle os voldsomt tæt på dem.

Olivier Antunes sørger fra sit hjørne med klaver og diverse små instrumenter og remedier for underlægningsmusik og lydeffekter til det komiske vanvid, der udspiller sig på scenen i vaskeægte stumfilm stil. Scenografien er simpel, men lige så simpel den er, lige så avancerede og overaskende udtryk kan den få frem. Valget af brugen af en drejescene er oplagt og bringer hurtigt fortællingen videre og bidrager så fint til den intense stemning.

Instruktør Nikolaj Cederholm står bag denne fortolkning af Charlie Chaplins mesterværk, og overførslen fra film til teater er der ikke en finger at sætte på. Blandingen af det overdrevene kropssprog, det glade klaverspil og teatres mange geniale virkemidler forenes i en fantastisk smuk og hylende morsom eufori. Dette smukke stykke scenekunst går på alle måder op i en højere enhed, der får os til at forlade den store teatersal med ondt i mavemusklerne og et stærkt budskab.

Diktatoren er et must at få set. Den er morsom, tankevækkende, vanvittig smuk og stadig hamrende aktuel. En helt unik teateroplevelse du ikke vil gå glip af.

 

Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 21. september –29. oktober 2017
Fotograf: Büro Jantzen