Af Lea Nelhorf
Bliver verden nogensinde god nok til vores ego? Hvad skal der blive af os, hvis vi blot ender med at skubbe dem vi faktisk elsker væk? Og hvorfor er bekræftelsen bag skærmene vigtigere end al den kærlighed lige foran os? Elsker vi virkelig os selv højere?
Teater FLÆS stiller på morsommeste vis skarpt på netop disse spørgsmål, og sammen bliver vi alle vidne til en montage af scener i forskellige kvinders liv.
Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen giver deres bud på et billede af kvinden anno 2017. Vi lever i en tid, hvor trangen til at iscenesætte os selv er stor og virkeligheden er en underlig størrelse. De to kvinder formår med deres kropsprog og helt geniale humor at give alle følelserne liv og skildre en virkelighed, så vi virkelig forstår den og tør grine af den. De er nærværende og elskelige, selv når de viser sig fra den ikke så rare side, og herigennem afspejler 2017-kvinden på en ironisk og overdrevet måde, som er samtidig hamrende sjov.
Vi møder alt fra triste sange om ensomhed til toner af Safri Duo og spjættende ben. Vi møder indirekte moren, der ikke engang orker at høre sin egen datters historier længere. Og hvad stiller man så op? Vi møder glæden fra fødselsdagshilsenerne på Facebook, der tikker ind og den depression der med 200 km/t rammer os når de pludselig stopper. Det hele er en rutsjebanetur og bliver vi nogensinde tilfredse?
Inden vi får set os om blusser selvmedlidenheden og de selvbebrejdende miner op, og vi rammer en bund, der føles langt dybere end den nok i virkeligheden er.
Scenograferne Sofia Stål og Emma Carlén har skabt en interessant scene, der består af et loft dekoreret i tidsler, puffer i grøn fløjl og gennemsigtige hvide gardiner. Hvilket vel nok kan ses som en god beskrivelse af de kvinder, vi møder på scenen. De er stikkende, farlige og utilregnelige selvom den smukke og bløde overflade måske viser noget andet. Og egentlig er de vel alligevel ret gennemskuelige?
For ens egen iscenesættelsen er vel helt fundamentalt blot en forsvarsmekanisme, der beskytter os fra vores egen forlegenhed, og fungerer som et trygt filter?
Teater FLÆS har her i samarbejde med instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling skabt en smuk perle af sjov og alvor, der er svær ikke at elske. De rammer én med deres komiske sans, og deres lige på skarpe skildringer samt deres fantastiske sjove og meget (k)ærlige sange.
‘Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ er teater med indhold og humor, der skal ses, grines af og funderes over. Skynd dig afsted og få rørt lattermusklerne før det er for sent.
Hvem: Teater FLÆS v. Teatret Ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 22-30. sep. 2017
Fotograf: Frank Flemming Jensen