Af Anna Cæcilie Sørensen
Menneskets natur. Mennesket og naturen. Naturmennesket. Naturen og mennesket. Mennesker forstår ikke naturen, selvom det burde være i deres natur. Naturen er altopslugende. Mennesker er altopslugende. Vi vil være en del af den, men tør vi give den plads?
Teatersalen er varm. På hvert et sæde hænger et par hovedtelefoner. I aften skal vi se lydteater. 3D-lydteater. Teater er ikke længere bare teater. Det har forgrenet sig og skabt knopper og spirer. Publikum bliver bedt om at tage hovedtelefonerne på, så aftenens forestilling kan gå i gang. Scenen er lavet af lyst træ og skuespillerne kaster sig rundt i sandet. Graver rekvisitter op, imens naturen taler til os. Scenografien vil os noget, men jeg kan ikke rigtig beslutte hvad.
De små menneskefortællinger i Human Nature er fine. Lydbillederne er flotte. 3D-universet er spændende, men jeg havde svært ved at følge med. Mennesket og naturen måtte gerne have fyldt endnu mere. Vi møder den lille familie; Nakâka Coster-Waldau spiller moren og Robert Reinholdt faren, og de to klatrer rundt på scenen og i symbioser. Deres stemmer gør mine ører varme. Nakâka Coster-Waldau bevæger sig yndefuldt og voldsomt. Hendes tilstedeværelse er opslugende, og i samspil med scenografien skaber hun flotte billeder. Naturen selv er Lisbeth Sonne Andersen, der hjemsøger os med stemmer og ekko.
Human Nature er en fin forestilling, men jeg føler mig desværre lidt fortabt, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene. Forestillingen er et digt. Lyde. Fortællinger. Følelser. Tredimensionelle billeder. Jeg ville gerne have haft endnu mere natur. En susen i ørene er ikke nok. Jeg sidder tilbage med varme ører uden rigtig at forstå dét, jeg lige har set. Human Nature er en flot idé, men jeg savnede lidt tempo og power. Lydteatret er dog noget, som jeg håber, at vi hører mere til!
Hvem: Teater Katapult
Hvor: Teater Grob, København N.
Hvornår: 5. – 13. oktober 2017
Fotograf: Jens Peter Engedal