Af Anna Cæcilie Sørensen
To mennesker sidder tæt. Og ligner nogen, der har siddet sådan længe. Tæt og alligevel enormt langt fra hinanden. De sidder fast… fast i elendigheden, ruinerne, hinanden og i ægteskabet. Og bedst som man troede, at overraskelser var en mangelvare efter 25 års ægteskab, så overrasker de ‘desværre’ stadig hinanden. Det er et krigsdrama, som til at starte med, minder om optakten til endnu en verdenskrig.
‘Dødsdansen’ er skrevet af August Strindberg og er i sin oprindelse et ægteskabsdrama. Et drama der handler om et rigtigt ‘vi-har-det-hæsligt-men-i-det-mindste-har-vi-det-hæsligt-sammen-forhold’. Malene Messen spiller Alice og Lars Simonsen spiller Edgar, og sammen spiller de ægteparret fra helvede. De bor på en ø og hader det hele. En aften får de besøg af Kurt, som spilles af Benjamin Kitter, der ender som en slags facilitator i vanviddet og man fristes til at sige “stakkels Kurt”.
Under en af de sædvanlige diskussioner siger Edgar: “Man vender sig til alt” og det bliver på én og samme tid; den bedste og mest sørgelige leveregel. Undervejs i forestillingen, bliver jeg lidt frustreret over alle de passiv-aggressive replikker. Jeg skal lige vende mig til den ufattelig dårlige og akavede stemning. Der er nemlig ikke noget ved denne her forestilling, der er rart. Og når det er rigtig slemt, kan man også høre publikum rømme sig og le over de tragikomiske dialoger. I ‘Dødsdansen’ holder man ikke med nogen og alligevel får man enormt meget medlidenhed med dem. Og nogle gange bliver man bange for dem. Man ved aldrig rigtig, hvornår den næste bombe springer.
Første akt efterlader os med en cliffhanger og en halvdøende mand. Andet akt starter en lavine af missiler. Kurt går amok og løgne bliver både katastrofale. Fortællingen udspiller sig i en afpillet, mørk og dyster scenografi. Det gør stemningen tung og det bliver lidt tungt med tungt på. Det eneste der bryder den larmende stilhed er en telefon, stormen der raser og gamle minder. Som publikum bliver man næsten lidt usikker, når de ikke råber af hinanden. ‘Dødsdansen’ er ikke kun for de gifte, men jeg ved heller ikke, om den er for alle. Skuespillerne er dog fantastiske og når jeg sidder og iagttager dem ude fra publikumsmørket, så er jeg fuld af beundring.
Livet er langt. Lykke er kort. Så bed til at du aldrig møder Edgar og Alice ude i den virkelige verden. Hvis du nu sidder der i teatermørket og tænker “Gud… det der er os”, så ved jeg ikke om, det er en god idé at følges hjem. Og hvis du nu sidder og er i tvivl om, hvad et vanvittigt ægteskab betyder, så tag ind og oplev ‘Dødsdansen’.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 26. nov. – 22. dec. 2022
Foto: Emilia Therese