Af Anna Cæcilie Sørensen
Der er varmt i det store mørke rum, og bordene er beklædt med rødternede duge. Det er næsten som at træde ind i en gildesal. Publikum sidder tæt sammen ved lange borde, som hvis vi netop skulle til at se revy. Det er dog ikke revy, vi skal overvære. Det er ny nordisk folklore. Længe leve moder jord! Og skråt op med traditionerne, for verden står i flammer.
‘Praise the land’ er en forestilling med et næsten naturligt kaos. Den er ligeså uforudsigelig som vejret, og nogle gange lige så svært at forstå som en religion. Fem unge mennesker flytter på landet, for at passe på naturen – for de har fået nok! De vil rette op på menneskers forbrydelser mod naturen og ifølge dem er det jo vores egen bevidsthed, som gør naturen så fantastisk. Hvis mennesker ikke var her til værdsætte naturen, så ville det slet ikke være så fantastisk. De fem unge mennesker døber deres sted for ‘Kommunen’. Der er desværre ikke plads til alle, for det kræver altså noget at være dedikeret.
Konstrasten mellem den larmende stilhed og de høje lyde fungerer godt. Nogle gange får lydbilledet dog lov til at fylde lidt for meget. Men måske er en af pointerne, at verden aldrig er stille. Naturen er ikke stille, og mennesker er det nærmest aldrig. Lydbilledet lever i grænselandet mellem at være lidt overdrevet og ret spændende. Lydene bliver nemlig aldrig helt naturlige, men det gør deres forsøg på at mestre naturen selvfølgelig heller ikke.
Undervejs i forestillingen sidder jeg og leder efter en mening, men bliver alligevel fanget af al kaoset. Dialogerne mellem skuespillerne blive skiftevis absurde, tragikomiske og uhyggeligt virkelige. Der er en fremdrift i fortællingen, men jeg er ikke sikker på at jeg forstår slutningen og publikum tøver da også lidt da lyset pludselig slukkes. ‘Praise the land’ er en forestilling, hvor det opstillede bliver naturligt, og hvor man ikke er bange for at lege med både form og ramme. Den fjerde væg bliver brudt som det mest naturlige i verden, og det fungerer ret godt.
Mennesker er selviske. De tager, hvad de mener er deres, men hvis man pludselig lader naturen bestemme – har vi så overhovedet ret til noget? Hvis man skal overleve i naturen, så skal man også vide, hvordan man håndterer den. Og kan vi overhovedet det? I ‘Kommunen’ bliver det allermest naturlige gjort håbløst og vanvittige teorier ender med at splitte det hele ad. Da jeg forlader teatret, får jeg ikke lyst til at rive min rødder op ved roden, men lyst til at fortælle andre at de skal besøge Momentum – også selvom jeg ikke er 100% sikker på, hvad forestilligen vil fortælle mig.
Hvem: Teater Momentum
Hvor: Odense C
Hvornår: 29. nov. – 21. dec. 2022
Foto: Zuhal Kocan