Anmeldelse: Elf


    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

Pelle Emil Hebsgaard stråler som den perfekte danske Brormand! Eller Buddy som han internationalt hedder i Will Ferrells udgave i jule-kultfilmen ‘Elf’ fra 2003.

Som julemusical er ‘Elf’ yderst velskrevet. Historien om fyren Brormand der som barn ved et uheld ryger med Julemanden op til Grønland, hvor han bliver opdraget som alf, og som siden begiver sig til sit hjemland for at møde sin biologiske far, bliver forelsket og sikrer samfundets overlevelse af et juletraume er ret vedkommende. Som musical indeholder den gode melodier af Matthew Sklar tilsat den rette mængde bjældeklang og big band-storhed. Thomas Meehans dialog og sceniske optrin balancerer mellem det kitchede, humoristiske og autentiske, og forestillingen har et skønt budskab, som slår lige ned i julens kerne. Desværre bliver forestillingens potentialer ikke udfoldet til fulde i Koncertsalen, hvor de til fordel for julens charme er gået mere op i at fremhæve gimmicken i, at de har fået lov til at fordanske musicalen, så den i stedet for at foregå i New York nu foregår i København. Empire State Buildings er erstattet af Axel Towers, og Central Park er blevet til Tivoli, selvfølgelig. Hårene rejser sig let i nakken, når persongalleriet begynder at snakke om årskort og anden indlagt dansk product placement ganske uden motivation. Flade papfigurer af Københavns skyline, Tivoli- og Magasin-logoer og D’Angleterres kolde lyskædefacade er, hvad det visuelt bliver til i Astrid Lynge Ottosens ucharmerende scenografi af et trappelandskab, der som udgangspunkt ville have gjort Adolphe Appia begejstret. Som billede på det ensomme massemenneskes tilværelse i storbyen uden juleglæde fungerer det visuelle til dels. Alternativet til slut i form af forløsningen til et jule- og sammenholdsmekka fremstår dog bare ligeså hult og tomt i sin mangel på detaljer i sceneri og to-dimensionelle kostumer. Nærværet forsvinder (j)ulykkeligvis på den kilometerbrede trappe.

Heldigvis formår flere fra ensemblet glimtvist at udfylde det store rum. Camilla Bendix er ikke til at stå for, når hun som forlagssekretæren Kit genfortæller julehistorier og giver los i parløb med Brormand fra makulerings-sne-maskinen og henover kontorets bonede gulve. Tommy Kenter er ligeså frygtindgydende, som han er kær som Julemand, når han i rollen som over-forlagsdirektør Hr. Grønkjær træder ind på scenen og truer Brormands far i skikkelse af fremragende Niels Ellegaard, der har sans for tempo og timing. Noget som desværre mangler flere andre steder undervejs. Bl.a. i en af musicalens mest rørende duetter “Tro på dig”, hvor Brormands bror Michael og stedmoder Mille, spillet af den altid betagende Julie Steincke, synger deres ønsker til Julemanden. Om dét, at de undlod at følge orkestret i sangen, skyldtes dårlige lydforhold på scenen, så de ikke kunne fornemme orkestrets puls, er uopklaret. Vi håber på det, for det kan der jo rettes op på.

Som smørklatten i midten brillerer Pelle Emil Hebsgaard endnu engang som den overkåde naive fyr i snabelsko, der springer rundt, stepper og synger med så smittende glæde, at vi næsten glemmer, at hans udkårne Christiane Shaumburg-Müller ikke er den største sanger og skuespiller. Han får også oplivet Mikkel Lomborg, der på Tivoliscenen til at begynde med ikke helt ved, hvilke tal og bogstaver han skal gribe fat i i rollen som den bestemte butiksleder. I mødet med Brormand springer Lomborg nemlig mere ud, og der bliver skabt skæg og ramasjang for alle pengene i Magasin. Et ensemblenummer der ender som et af de bedste momenter i forestillingen. Drys da herpå et opbud af dansere i Lee Prouds stramme og fikse koreografier samt en behagelig oversættelse af Trine Dansgaard, som er med til at sørge for, at det nok skal blive jul i Tivoli i år. Dog ikke den mest eventyrlige og charmerende af slagsen.

 

Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 23. nov. – 26. dec. 2017
Foto: Miklos Szabo