Anmeldelse: Narnia


    Stjerne2Stjerne2

Af Marie Vernegreen Christensen

De fleste er på en eller anden måde stødt på C. S. Lewis’ eventyrlige fortælling om løven, heksen og det fantastiske garderobeskab, som giver adgang til en anden verden; Narnia. Aarhus Teater har som denne sæsons helt store familieforestilling kastet sig ud i at omsætte eventyrlandet i garderobeskabet til teater på en scene.

Selvom jeg ikke selv var helt lille, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Narnia, mærkede jeg i mit indre en betaget lille pige. Jeg blev lullet hen i fortællingen på samme måde som en godnathistorie, men uden at falde i søvn. Tværtimod. For af og til blev jeg nærmest lidt skræmt af uhyggelige ulve, stemningsladet musik og en lidt voldsom scene med den gode løve Aslan omringet af ondskab. ”Det er uhyggeligt”, hørte jeg en lille dreng blandt publikum hviske til sin mor, og jeg må indrømme, at jeg – ikke bare den lille pige i mit indre, men den 23 årige kvinde jeg nu er – var tilbøjelig til at give ham ret. Aarhus Teater anbefaler forestillingen til børn over 6 år og opfordrer desuden på deres hjemmeside til, at man snakker med sine børn om oplevelsen. Man havde desuden valgt at skabe en ekstra væg mellem publikum og scene i form af et tyndt transparent tæppe, hvorigennem den mest voldsomme scene blev spillet. Det handler om at finde balance mellem at betage børnene og skræmme dem, og jeg synes godt, man kan fornemme, at der er tænkt over det. Man skal også huske på, at det jo er en familieforestilling og ikke en decideret børneforestilling. Det ville være synd, hvis der blev ’skånet’ for meget, og jeg synes forestillingen formår at ramme hele familien. Det var fedt, at jeg som 23-årig kunne rammes af spændingen, og at der en gang i mellem blev drysset med et fint lag humor – også for de voksne.

Et af de elementer, jeg var mest spændt på, var scenografien, og hvordan man har valgt at løse overgangen fra en velkendt virkelig verden til en eventyrverden. Den udfordring, synes jeg, blev løst vældig fint. Lettere stilistiske hvide geometriske kanter var blødt op med papirsklip-lignende mønstre på både tæppe og lys, og udgjorde både snelandskaber og bæverhuler. Jeg havde nok i min fantasi drømt om et lidt mere fantastisk, vidtstrakt og detaljeret snelandskab og en hvidklædt isheks, men kostumerne var fine og detaljerede, og udsmykningen var generelt godt og funktionelt løst.

Jeg blev revet med af denne fortryllende familieforestilling, som desuden passer perfekt til årstiden. På trods af, at der i Narnia er ’evig vinter men ingen jul’, kom jeg jo alligevel helt i julestemning, og hyggen indfandt sig i mig denne mørke novemberaften på Aarhus Teater.

 

Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 24. nov. 2017 – 13. jan. 2018
Foto: David Bering/Montgomery