Af Marie Vernegreen Christensen
Scenen er sat og emmer af lækker amerikansk nostalgi. Stykkets titel står skrevet med bogstaver i neonlys på scenens højre side. I venstre side står et par kaktusplanter og hygger sig, mens en lang asfalteret vej forsvinder i horisonten på bagtæppet og skaber dybde og associationer til en ægte road-trip et øde sted i USA.
Folkene bag har virkelig formået at sætte en stemning lige fra start – ikke kun i kraft af den forholdsvis enkle scenografi krydret med konfetti, balloner, fjer og røg. Også kostumerne passer perfekt ind i dette univers, og ikke mindst musik og dans som er med til at skabe den helt rigtige atmosfære til iscenesættelsen af Raymond Carvers noveller. Bare selve ideen om at hive fat i Raymond Carver er alletiders efter min mening. Den sætter jeg pris på. Der er noget originalt og tilpas udfordrende ved at dykke ned i hans bindende hverdagshistorier om store temaer og omforme det til teater.
I starten tog det mig dog lidt tid at komme ind i forestillingens form. Jeg måtte lige minde mig selv om, at det jo drejede sig om noveller, og at det var forskellige historier, jeg skulle se. Skuespillerne beholdte samme kostume på, selvom de skiftede roller mellem historierne, og det gjorde, at jeg, mest i starten, kom i tvivl om, hvornår der blev skiftet roller, og om der mon var sammenhæng mellem karakterer og historier. Jeg kunne ikke lade være med at lede efter en sammenhæng eller holde fast i at se skuespillerne som de roller, de havde spillet i starten. På samme vis stod fortællingernes humør ikke altid helt klart for mig, og måden hvorpå der blev skiftet mellem alvor og komik gjorde, at jeg nogle gange kom i tvivl om, hvornår jeg skulle grine.
En stor del af forestillingen er fortællingen. Der bliver verbalt fortalt ret meget, og det virker også oplagt, når der nu er tale om en iscenesættelse af noveller. Det giver hele forestillingen en novelle-agtig form, der gør det hele lidt mere bogstaveligt. Jeg så en bogside for mit indre blik, og lyttede efter for at fange navne og andre vigtige oplysninger til at forstå historien, der blev vist. Du skal af og til holde tungen lige i munden, men til gengæld er historierne gode.
Det er overordnet en stemningsfuld og fin præsentation af eleverne på fjerde årgang på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, hvor der er taget god højde for at alle spillere skinner igennem, og holdet får gode muligheder for at vise, hvad de kan. Både når det gælder fortælling, musikalitet og overskridelsen af det blufærdige.
Hvem: Samarbejde mellem Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole, Aarhus
Hvor: Aarhus – spiller senere på Folketeatret i København
Hvornår: 23. nov – 18. dec 2017 i Aarhus samt 9. – 14. jan 2018 i København
Fotograf: Rumle Skafte