Af Lea Nelhorf
Ludvig Holbergs gamle komedie er lige nu opsat på Store Scene i Skuespilhuset af den tyske, mere eksperimenterende Herbert Fritsch.
Skuespilhuset har sammensat et hjertevarmt og glohedt hold til denne opgave, der tæller blandt andre Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Peter Plaugborg, Morten Hee Andersen, Marie Dalsgaard og Lila Nobel.
Spillerne får hver især givet deres figurer liv i et tempo, man næppe kan stå af på. Hver karakter har deres eget kendetegn, som de endda kan afspejle uden ord. De bliver på scenen karakteren og er hver og en så fandens elskelige i deres skildring.
Især vil jeg nævne, at Peter Plaugborgs udgave af den klodsede og ydmyg tjener Henrik med sit høje, lange væsen både er hurtig i replikken og i sit kropssprog. Han er alle steder og er her blevet beriget med en yderst symbolikrig hårtot, der igennem hele stykket får os til at grine og more os.
Bjarne Antonisen som herren Leonard fra Jylland, med den her skingre stemme, der forpester karaktererne på scenen med sine ildelugtende prutter og får os, publikummet, til at grine højlydt. Jens Jørn Spottag spiller med en vis komisk og af-og-til ironisk distance den fornemme Jeronimus og ikke mindst Marie Dalsgaads fortolkning af den kendte Pernille-rolle.
Karakterernes fantastiske kostumer, som kostumedesigner Victoria Behr står bag, er lavet i et skinnende, glinsende og plastikagtigt materiale, der får dem til at ligne porcelænsfigurer. Samtidig giver det også en knirkende og klistrende lyd, der fra tid til anden minder os om, at de netop ikke er det. For de er ikke porcelænsfigurer. De spiller levende porcelænsfigurer. Dette understreges også, når de af-og-til hopper ud af deres roller og f.eks. opdager, at deres økse ikke er en rigtig økse, men derimod en økse af skumgummi og hiver en sceneteknikker ind på scenen for at beklage sig med et komisk glimt i øjet.
Ligeledes er deres parykker ikke de traditionelle 1700-tals parykker, men her lavet i et gummimateriale, der får dem til at se nærmest malet ud. Derudover bærer de alle transparente halvmasker, der kun bidrager endnu mere til porcelænslooket.
Hele forestillingen er bygget op omkring en stor drejescene med tre store grafiske former i klare farver. En stor rød kvadratisk firkant, et firkantet gult hus med en trekant som tag og træ bygget op ligeså geometrisk. Og ikke mindst det store sorte flotte flygel, som Olivier Antunes så smukt bruger til at skabe forestillingens underlægningsmusik. Scenografien står stykkets instruktør selv bag, og selvom den meget simple og klodsede scenografi, ikke umiddelbart hænger super meget sammen med de fine, skrøbelige og finkulturelle porcelænsfigurer, så møder de hinanden i et barnligt og naivt univers, der er nyt og så vanvittig godt tænkt. Stemninger og følelser bliver forstærket, af en smuk lyssætning i forskellige farver og former af lysdesigner Ulrik Gad.
Den store helhed kulminerer i et brag af en farverig og farvestrålende opsætning, du ikke vil gå glip af. Den er tilpas vanvittig, anderledes og bragende sjov.
Dette er en forestilling, der på trods af sit gamle Holberg-sprog er vanvittig letforståelig og behagelig at høre på. Så behagelig, at jeg til tider glemmer dets sværhed.
Dette bliver jeg dog løbende mindet om, når karaktererne kommer med moderne referencer og hopper ud af deres egentlige roller. Hvilket de gør med en sådan lethed, der på ingen måde er forstyrrende, men blot forfriskende og hylende morsomt.
Herbert Fritschs ”Maskerade” er et must-see og en teateroplevelse, du sent vil glemme. Kom afsted!
Hvem: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Hvor: København
Hvornår: 17. november – 28.februar 2018
Fotograf: Natascha Thiara Rydvald