Af Anna Cæcilie Sørensen
Når du ankommer til Slottet, får du et navn. Når de kalder på dig, skal du følge med dem. Her til aften hedder jeg og 11 andre mennesker Mai. Andre hedder Nor og Sonni. Der er vist også nogen der hedder Kim. Det lyder som en leg, men det er mere en kontrakt, vi indgår med aktørerne. Vi smiler til hinanden, lidt usikre, men åbne. Sammen iagttager vi mennesker i sorg. Det er skrøbeligt, og nogle gange gør det næsten ondt.
Rummene er kapitler, og publikum er ikke bare tilskuere. Der er både fordele og ulemper, når publikum ikke ser den samme installation. Det er mig en gåde, hvordan de har fået logistikken til at gå op, og jeg er betaget af den måde, de indtager rummet på. Alle rummene er forskellige, og jeg bliver overvældet af konstruktionerne hver gang, jeg sætter mig i en ny stol. I et af rummene kravler birketræer ud af væggene, og det er næsten som om, loftet græder.
Alting bliver til ingenting. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, når vi sørger. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvordan man gør, og nogen må øve sig i at græde.
Anders sidder i en lænestol og blander kort. Uret tikker. Helene går rundt om sig selv i høje hæle med øjne så store som tekopper. Lukas vrider sig rundt på gulvet. Nogle gange er det svært at skelne mellem aktører og tilskuere. Det er så forbandet menneskeligt, at jeg nogle gange må anstrenge mig for ikke at rejse mig og give en af aktørerne et kram. Det er grænseoverskridende, men på en meget fin måde.
Det store neonskilt foran indgangen til Slottet er dragende. SAVN. På vej op af trapperne tænker jeg over ordet. Det gør næsten ondt at sige. Jeg glemmer at bladre i den flyer, jeg har fået, og ordet har allerede sat sig fast. Jeg ved stadig ikke helt, om jeg forstår, hvorfor installationen hedder SAVN. I mit hoved er sorg og savn forskelligt… men installationen er bestemt en hyldest til sorgen.
SAVN er en teaterinstallation. Et studie i sorgen. Det er dans. Bevægelse. Absolut stilhed og rå rytme. Lyduniverset er fabelagtigt. Det er skræmmende. Rørende og gennemborende. Vi griner under den forløsende epilog. Vi mærker det fællesskab, sorgen kan tvinge frem, og så siger vi farvel og går hver til sit.
Sorg er tabu. Det er ikke noget, du kan måle i tid. Det er ikke noget, du kan styre. Det er ikke noget, du kan undgå. Tag ind på Slottet og oplev den.
Hvem: CoreAct og Teater Grob
Hvor: De Gamles By, Slottet Kbh. N
Hvornår: 15. november – 8. december 2017
Fotograf: Karoline Lieberkind