Anmeldelse: En historie om vold


Af Maria Thostrup Jakobsen

Du er nødt til at anmelde det, Édouard. Édouard har modstræbende betroet sig til sin søster og vennen Henri, og fortalt, at han julenat blev voldtaget af en jævnaldrende mand, Rada, som han havde mødt og inviteret med op i sin lejlighed. For søsteren og Henri er det en selvfølgelighed, at Édouard straks skal anmelde voldtægten, men Édouard tøver — og efter at have set Aveny-Ts dramatisering af Édouard Louis’ selvbiografiske roman, “Voldens Historie”, forstår jeg som publikum godt, hvorfor Édouard tøver.

Forestillingen En Historie om Vold bliver fortalt gennem brudstykkerne fra Édouards hukommelse, og hans hukommelseer fragmenteret, usammenhængende og sårbar over for omverdenens manipulation. Édouard skal kæmpe for ikke fuldkommen at miste kontrollen — over sin krop, der skal undersøges af lægerne, over sin lejlighed, der nu er et gerningssted, og over sin historie, som bliver genfortalt af andre end ham selv. Især politibetjenten er grænseoverskridende og frembrusende i sit forsøg på at få kortlagt gerningsforløbet, og Édouard, som trods det forfærdelige der er sket, forsøger at beskytte Rada mod betjentens racisme, bliver selv mødt med mistro.

Som publikum bliver man i forestillingen bombarderet med de samme modstridende historier og disharmonerende følelser som Édouard, og man kan derfor leve med i Édouards magtesløshed. Publikum oplever den ømhed og tiltrækning Édouard og Radaførst møder hinanden med — vi lytter, når Rada fortæller Édouard om sin far, der kom fra Algeriet til Frankrig, vi mærker, at Rada er oprørt over sin situation i livet, og vi får at vide, at de elskede frivilligt flere gange den nat. Samtidig er vi vidne til det brutale overfald, der hurtigt eskalerer, og får både Édouard og os som publikum til at sætte spørgsmålstegn ved, om den fortrolighed vi oplevede før var ægte.

En Historie om Vold er en vellykket dramatisk behandling af Édouard Louis’ roman, og en oplevelse, der sidder i ens tanker efter man har forladt salen. Det er et stærkt ensemble, men jeg oplevede, at forestillingen til tider mistede noget intensitet, når søsterens rolle stod på sidelinjen som en form for fortællerstemme.

Forestillingen får en varm anbefaling fra mig.

Hvem: Aveny-T
Hvor: København
Hvornår: 11. sep. – 3. okt. 2020
Foto: Emilia Therese