Anmeldelse: Forældremødet


forældremødet bådteatret

    Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Tre elever i 9B er endt i en voldsom konflikt, deres forældre er samlet til forældremøde. Klasselæreren Heidi har lagt et langt og stramt program, og når ja, Fies mor Jane har taget hjemmebagt økokage med. Programmet står blandt andet på klassekasse, mobiler og alkoholpolitik.

Forældrene ender dog i stedet i en kæmpe diskussion med grobund i alle deres forskelligheder. Både en grundlæggende forskellighed som mennesker og som samfundsborgere. For hvad stiller man op, når Jaspars mor som den eneste er på kontanthjælp, og har svært ved at skaffe de 200 kroner til klassekassen? Er det så de øvrige forældres ansvar at betale for ham til den årlige Tivolitur, eller skal han bare ekskluderes fra fællesskabet?  Og er det overhovedet muligt at skabe et fællesskab blandt mennesker, der er forskellige?

Jasper, Fie og Silje står på kanten til at blive voksne. Til at slippe den trygge folkeskole og til at skulle videre ud i livet på egne ben. De har alle en plan, en drøm og en måde de ser dem selv på. Inderst inde rumsterer dog den rungende usikkerhed for at fejle samt teenagebekymring om; Hvad fanden livet egentlig vil med dem?

Klasselokalet bliver her et syn på vores omverden. Den verden vi lever i. Forestillingen stiller spørgsmålet; Hvordan skal børnene blive åbne, hjertevarme og forstående mennesker, hvis ikke engang deres forældre kan enes?

 

forældremødet bådteatret
Det forældremøde vi ser, udvikler sig til en absurd, åndsvag og tragikomisk pegen-fingre-af-hinanden og jeg-er-bedre-end-dig farce. Og det er slet ikke færd, for dem det går ud over. De voksne mennesker opfører sig nemlig ikke længere som voksne, men mere som dyr og driver den kære klasselærer til noget nær et sammenbrud. De unge får derimod kendskab og kontakt til en samvittighed og en næstekærlighed helt på egen hånd.
Så hvem er voksne, hvem er børn og hvem er egentlig ordentlige mennesker?

Det tre skuespillere Marianne Søndergaard, Betina Grove og Kitt Maiken Mortensen formår så legende let med fabelagtig timing at veksle mellem at være de 14-15 årige niende klasseelever og de mange højtråbende, diskuterende, uenige forældre.

De mange rolleskift skaber et fantastisk tempo, og gør at vi på noget nær en time, bliver konfronteret med både de unges teenageforvirring og ikke gennemtænkte handlinger, samt de voksnes store kærlighed og vision om at ville det bedste for deres børn. Samtidig bidrager lydeffekter, mikrofoner, løb og sang ligeledes til den effektive fortælleform og holder os naglet fast som interesseret publikum.

’Forældremødet’ er en fantastisk fin, vedkommende og aktuel fortælling som henvender sig til de unge ligeså vel som til de voksne. Den er komisk, men med rette mængde alvor. Den er velskrevet, gennemarbejdet og spilles troværdigt på scenen. Jeg anbefaler at du hiver dine teenageunger med ned på den lille båd i Nyhavn og sammen med dem ser det hele udefra. Det bliver både sjovt og tankevækkende.

 

Hvem: TEATRET ST. TV
Hvor: Bådteatret, København
Hvornår: 7. – 20. april 2017
Foto: Per Morten Abrahamsen