Af Anna Cæcilie Sørensen
Hvis det ikke var for dig, ville jeg ikke være som jeg er. Der er altid en skyld, men hvor skal den placeres? For det er i hvert fald ikke min skyld, det kan aldrig blive min skyld. Det er altid en andens. Altid. Den dårlige samvittighed finder os. Stikker os i ryggen. Holder os vågne om natten.
Alle familiemedlemmer har et ansvar. Ellers ramler det. Ellers ramler de. De jagter sandheden, men er dødens angst for at høre den. Frem skal den, men hvem tør lytte? Livet er meget lettere, hvis vi kan gemme os fra sandheden. Lukke ørene og drikke en whisky.
’Lang dags rejse mod nat’ er et selvbiografisk drama skrevet af Eugene O’Neil. I denne udgave er dramaet iscenesat af skuespilchef Morten Kirkskov. Og wauw. Jeg har virkelig aldrig set noget lignende. Såvel som skuespillerpræstationerne lammer scenografien os. Vi kan se og mærke forfængeligheden og håbløsheden. Den er afsindig smuk. Ufattelig enkel og efterlader mig helt målløs. Og så… lige pludselig, bliver de kolde gråtoner opløst af blodrøde blade, der falder ned fra oven.
Under Henning Jensens alias James’ monolog om sin barndom, kan jeg ikke få øjnene fra den yngste bror Edmund, spillet af Simon Bennebjerg. Der er noget genkendeligt og forsigtigt over ham. Han siger næsten ingenting, og alligevel siger han alting. Henning Jensens præstation er også enestående – han er kuldegysningernes mester.
Peter Plaugborg spiller Edmunds storebror Jamie. Fuld. Tragikomisk og vred vælter han publikum omkuld. Råber sandheder, som ingen vil høre. Sandheder der gør ondt. Hvem kan hade mest? Hvem skal have ondt af hvem? Jamie hader sig selv for at være jaloux, og det kan selv whisky ikke kurere. Og lillebror Edmund griner af livet, fordi det er så helvedes forrykt. Plaugborg og Bennebjerg er fabelagtige. Et brødrepar der brænder sig fast i publikum.
Aldrig har Karen-Lise Mynster været smukkere. Sølvfarvet og forsigtig. Som den skrøbelig morfinafhængige Mary prikker hun hul på vores hjerter. Vi bliver vrede på hende, for hvorfor vil hun dog ikke se sandheden i øjnene? Vi får ondt af hende, for hvorfor kan hun ikke se sig selv?
Til sidst kan vi som publikum kun klappe. Og klappe. Og klappe. Synke en klump. Rejse os. Og klappe igen…
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig i et af de røde sæder. Allerede efter første akt var jeg målløs. Vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ville have mere, men var også bange for hvad der skulle ske. Gud forbyde, at være en del af familien. Men av, det der gør mest ondt er måske, at vi kan genkende fragmenter af os selv. Og indse at vi ikke kan slippe fra, at vi alle sammen er mennesker.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 07. april – 03. juni samt 31. maj – 11. juni under CPH Stage
Foto: Natascha Thiara Rydvald