Af Anna Cæcilie Sørensen
Velkommen til den totale indoktrinering. Velkommen til vanviddet. Velkommen i sandkassen. Velkommen til mindfulness. Velkommen til dit liv. På scenen står der fire voksne mennesker og byder os velkommen til begyndelsen. Der er flere forskellige nuancer af brun, orange og laks. Fire forskellige mennesker er klædt i bløde toner og med ansigtet i de rette folder. Nu skal der leves med en bragende elektronisk collage af lyd som soundtrack.
Scenen er som en optisk illusion og pastelfarven får scenen til at vokse. Dybden og de skrå brædder gør hele teateroplevelsen enormt levende. Forestillingen er bygget op af forskellige scener. Scenerne der spiller på humor, er måske mere vellykket end de mere alvorlige scener. Når det er sagt, så er det også rart at vi, som publikum, både kan grine og reflektere lidt over alvoren. Nogle af monologerne bliver en anelse lange og gentagelserne bliver unødvendige.
Dialogerne fungerer godt og skuespillerne er gode til at spille på hinandens mimik. De går ind og ud ad døre og bliver til forskellige karakterer nærmest helt uden at blinke. Det er ret imponerende at iagttage deres hurtige tranformationer. Skuespillerne Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær er sjove. De fungerer virkelig godt som firkløver, og det er både som hovedroller og biroller i de forskellige scener.
Telefonens hypnotiserende magt er tragikomisk. Den overdrevne brug af den lille skærm er uhyggelig. Det er uhyggeligt at vi ikke gemme os fra de sociale medier. Vi kan ikke længere klare os uden telefonen. Alle ved det, men i det mindste kan vi grine af det sammen. Uanset hvor sørgeligt det så er. Uanset hvor lykkelig den gør os. Den kan ikke kurere vores længsel eller hjælpe med vores frihedstrang. Det er noget vi selv må finde ud af.
Hvis man længes efter noget, må man jagte det, selvom det selvfølgelig er lettere sagt end gjort. Det er hårdt at leve, men der er heller ikke nogen, der har sagt, at det skal være let. Det er som et spil, som ingen rigtigt har regnet ud, hvordan man vinder.
Google har ikke alle svarerne og gudskelov for det. Så ville livet i sandhed være sørgeligt at leve. Der bliver i den grad spillet på absurditeterne i forestillingen. Overdrivelse fremmer forståelse. Der bliver taget jævnt pis på tendenser og fænomener. Der er glimt, hvor man ser noget af sig selv, men i stedet for at skamme os, smiler vi. Publikum griner, klukker, gnækker og ler. Dørene åbnes, dørene lukkes og vi vil gerne nå at se, hvad der gemmer sig bag dem. Gå ind og se forestillingen, hvis du trænger til at grine lidt af hverdagen.
Hvem: Teater Grob
Hvor: København N
Hvornår: 15. mar. –11. apr. 2019
Foto: Christian Geisnæs