Anmeldelse: The Troll Show


Af Kira Bach Pedersen

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente på vej til Sort/Hvid lørdag eftermiddag. Ærlig talt synes jeg ’The Troll Show’ lød som et temmelig akavet og forknoklet forsøg på at lave samtidskritik.

Kan I mærke, hvor jeg er på vej henad? Jeg tog selvfølgelig fejl. Men lad os starte et andet sted.

’The Troll Show’ begyndte langt tid før premieren. ’House of Trolls’ har lavet events rundt om i København og overtaget Sort/Hvids instagram-profil. Allerede på det tidspunkt sivede troldene ud i virkeligheden.

Scenen på Sort/Hvid er forvandlet til en drypstenshule, hvor røg siver op fra klipperne og en LED-skærm øverst kommenterer på troldenes rolle i medielandskabet. De tre trolde træder langsomt ind på scenen med uhyggelige masker og træt, gråt pagehår. De taler med forvrængede stemmer, og jeg føler mig placeret i en bizar parodi på børnefjernsyn.

De tre trolde påtager sig skiftende positioner i nutidens medievirkelighed og påpeger med tørhed og teatralske armbevægelser mistilliden, kaosset og individets rolle i det gigantiske World Wide Web. Fra at være desperate journalister der kæmper mod fake news, skifter scenen pludseligt og de lyder nu som orker fra Ringenes Herre, mens de ivrigt prøver at overtale publikum til at begå umoralske handlinger med grotesk trolde-snak.

Konceptet lød fjollet, men det står overraskende stærkt på scenen. På et tidspunkt forlader alle tre skuespillere salen og lader publikum sidde tavst tilbage i lange minutter. Det et modigt valg, der giver den ønskede virkning, hvilket understreges yderligere af resten af forestillingen, hvor et vildt ’troll party’ går grassat, overskrider grænser og forbinder én med resten af publikum.

Samfundskritikken lander ikke helt præcis hver gang, og den famøse slutning på showet tager fokus væk fra forestillingen egentlige mening med sit ekstreme visuelle udtryk, men ’The Troll Show’ er i den grad en oplevelse. Til sidst klapper vi alle sammen af troldene, og jeg indser at de har vundet. Deres højlydte stemmer er endnu engang blevet hørt.

Sigrid Johannesen, der både er forfatter og instruktør på ’The Troll Show’, er ovenikøbet også debutant inden for feltet. Det er knaldstærkt gået, og jeg glæder mig til at opleve mere scenekunst fra hendes hånd.

Hvem: Sort/Hvid
Hvor: København V
Hvornår: 23. mar. –13. apr. 2019
Foto: Frigge Fri