Af Marie Vernegreen Christensen
Forestil dig at det sundhedsvæsen, der skal redde dig, hvis du bliver syg, bag de sterile facader er fuldstændig inficeret af kaos, lort og lagkage. At du bliver bedøvet, fejlbehandlet og tilset af personale, som ligger under for stram effektivisering og derfor ikke har tid til dig, selvom du har fået en dødsdom. Denne mareridtsforestilling manifesterer sig i øjeblikket på Scala scenen på Aarhus Teater.
Den omtalte og anerkendte samfundskommenterende teaterpersonlighed Christian Lollike er dramatikeren bag. Han instruerede blandt andet den roste ’Erasmus Montanus’ på Aarhus Teater sidste år og er i det hele taget kendt for spøjse effekter, selviagttagende emner og for sin brug af teatret som samfundskritisk medie. Iscenesætteren er norske Runar Hodne, der før har givet sig i kast med Lollikes dramatik, og han har her formået at få Lollikes stemme frem. Hospitalet er en skarp kritik af sundhedssystemet indpakket i en letfordøjelig, overdreven farcekomisk genre med masser af umiddelbart malplacerede effekter – klovne, alt for elastiske hofteled, konfetti, små situationssange osv. – der kommer til understege latterligheden ved systemet.
Alt hvad de hvide vægge prøver at tilbageholde på et hospital, alt hvad der hver dag knokles for at blive holdt i skak vælter ud. Tis, lort, bræk og blod. Intet forbliver rent.
Jeg må sige, at jeg startede med at være lidt hægtet af. Jeg kunne ikke helt følge den komiske rytme, selvom jeg fangede intensionen. Leveringen af den fungerede bare ikke for mig i begyndelsen. Det handler om at acceptere mikset mellem et alvorligt emne og formens latterliggørelse af det. For så kan dette miks virkelig noget.
Jeg fanger mig selv i, sammen med resten af salen, at sidde og grine af noget, man egentlig ikke burde grine af. Noget som i virkeligheden er dybt tragisk. Jeg griner af lort, der sprøjter ud af en stomipose, jeg griner af en fejloperation og af bedøvede magtesløse patienter, der snart skal dø. Jeg sidder og griner af mit værste mareridt.
Du kommer til at gå splittet fra det her stykke. Du vil føle afsky for karaktererne – både personalet og patienterne – du vil have ondt af dem, og du vil grine ad dem. På halvanden time har du skiftevis grinet af lav komik, rystet på hovedet af latterligheden, følt dig stukket i brystet af alvoren og overvejet eksistentielle spørgsmål.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 2. feb. – 10. marts 2018
Fotos: Emilia Therese