Af Ninette Marie Hemmingsen
Jeppe på Bjerget har indtaget Gamle Scene, og billetterne til den tragikomiske klassiker var udsolgt allerede inden premieren. Måske er det, fordi titelrollen spilles af den karismatiske Frederik Cilius, og hvis det er tilfældet, så er det fuldt fortjent, for han er en bragende succes!
Det er ikke nemt at skulle indtage en af dansk teaters mest kendte roller. Jeppe er jo en gammel traver og en karakter, som vi kender ud og ind, og som aldrig synes at ændre sig. Hvordan puster man nyt liv i ham? Og kan man overhovedet det? Er der ikke for langt imellem os og den forældede, fordrukne fæstebonde?
Mit svar er: Nej, det synes jeg ikke. Der er en grund til, at Holbergs karakter er tidløs, og Frederik Cilius’ Jeppe er frygtelig god! Ja, det er med vilje, at jeg vælger et oxymoron til beskrivelsen af Cilius’ Jeppe, for han frembringer modstridende følelser i mig. Jeg har både lyst til at give Jeppe en krammer, men jeg har også lyst til at ruske gevaldigt i ham og sige, at han skal tage sig sammen. Det kan han selvfølgelig ikke, og det er frustrerende at være vidne til. Dog er det en fryd at lytte til Cilius’ Jeppe; han taler nemlig sønderjysk, og jeg elsker det!
En anden ting, jeg elsker ved Heinrich Christensens iscenesættelse, er, at skuespillerne flere gange bryder den fjerde væg, og det er simpelthen en genistreg. Det klæder den gamle traver med et par pusterum, og det går rent ind hos publikum. ‘Jeppe på Bjerget’ er jo en komedie, men det er nok de færreste i dag, der finder historien om Jeppe morsom. Netop derfor er dette greb en genistreg, fordi det leverer grin i salen og giver os følelsen af komedie.
Holbergs gamle traver har også modtaget nye klæder. Scenografien er simpel, men overdådig, og med til at understrege komediens modsætninger. Der leges med prismer og lysrefleksioner i forskellige former og farver. Da vi møder Jeppe, er alt gråt og beige, præcis som hans tilværelses realitet. Da han vågner op hos baronen, omsvøbes han i sølv og pangfarver, og da han til sidst skal dømmes, strømmer gyldne refleksioner i alle retninger.
Havde Jeppe en gylden mulighed til sidst? På dommerskranken står tre latinske ord: ”nosce te ipsum”, som betyder kend dig selv. Egentlig er udtrykket originalt græsk og kunne findes på Apollontemplet i Delfi. Her havde Apollons orakel hjemme, og her søgte de antikke grækere råd om alverdens ting. Gode råd er som bekendt dyre, men budskabet er enkelt nok: Mennesket må kende sig selv og sine begrænsninger. Det er vel meget passende for hele Danmarks Jeppe.
Historien om Jeppe er egentlig både grum og tarvelig – til tider også langtrukken og kedelig. Men lige nu på Det Kongelige Teater, med Frederik Cilius i titelrollen, er den intet mindre end voldsomt underholdende. Hvis det er muligt at skaffe en billet, så skal du se den.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Gamle Scene, København
Hvornår: 22. jan. – 23. feb. 2025
Foto: Camilla Winther