Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Dæmonerne indhenter dig altid – i hvert fald, hvis du insisterer på ikke at se dem i øjnene. I Henrik Ibsens digt fra 1867 om det ultimative selvbedrag befinder vi os i hovedet på den grænseløst selvovervurderende Peer Gynt. Det er et hårdt og meget usympatisk bekendtskab. I en scenografi, badet i grå tristesse, møder vi Peer Gynt i en bygd, langt oppe i det norske fjeldlandskab. Muligvis for at understrege, at vi befinder os i midvinterens kulde, er stemningen umanerligt dyster denne sene eftermiddag i Skuespilhuset.
Instruktør Anja Behrens har nyfortolket ‘Peer Gynt’ og lader forestillingen starte ved slutningen – nemlig Peer Gynts ensomme dødsleje. På dødslejet tvinges Peer Gynt til at gennemgå sit livsforløb. Dette indebærer alt fra møder med forførende trolde til et genbesøg fra Mor Åse en dominerende moderfigur, der antyder et særdeles ødipalt forhold mellem mor og søn. Ødipuskomplekset bliver her brugt til at forklare Peer Gynts psyke, præcis som Alfred Hitchcock gjorde med Norman Bates i ‘Psycho’. Ligesom i ‘Psycho‘ bliver Peer Gynts karakter et eksempel på, hvor galt det kan gå, når moderbindingen er alt for stærk.
Peer Gynt tror, han ejer hele verden, men jages uafbrudt af dæmoner, der følger ham overalt. Forestillingen holder sig til kernetematikkerne om den menneskelige psykes evne til at fortrænge svære følelser – lige indtil de uundgåeligt bryder op til overfladen. Det er, efter min opfattelse, et meget vellykket greb. Vi tvinges ikke gennem hele digtets oprindelige handling, men får i stedet lov til at dvæle ved dets tematiske essens.
Patrick Baurichter er genial som den utiltalende Peer Gynt. Da han henvender sig til publikum og proklamerer: “Jeg ejer jer,” var det næsten, som om selvbedraget kunne aflæses i hans øjne. Karen-Lise Mynster er ligeledes velvalgt som Mor Åse, der i det ene øjeblik bander og svovler over sin uduelige søn, og i det næste kaster sig grådigt over ham.
Danserne, der sværmer om Peer Gynt i en sanselig dødsdans med Amancio Gonzales i front som en dæmonisk, gedebuk-lignende skabning, blev et personligt højdepunkt for mig. Gonzales’ bevægelser var perfekt frygtindgydende og gjorde ham til en samlende figur i en utrolig vellykket og gennemarbejdet forestilling.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Skuespilhuset
Hvornår: 18. jan. – 28. feb. 2025
Foto: Emilie Therese