Anmeldelse: Julekortet


Af Kira Bach Pedersen

Nu nærmer julen sig for alvor, og det er igen den tid på året, hvor Eventyrteatret traditionen tro er tilbage i Glassalen med dette års juleforestilling.

I år hedder forestillingen ’Julekortet’ og handler om Nissepostvæsnet. Her er blevet ansat en ny godmodig posthus-direktør, Normann Mosbund, hvis job er at få posthuset på rette køl, så alle julekort kommer trygt frem til tiden. I forsøg på at effektivisere postvæsnet hyrer han computernissen Pip, men ikke alt går efter postdirektørens plan.

Glassalens scene er fyldt til randen med nisser i alle størrelser, og man kan tydeligt mærke, at der er blevet draget inspiration fra klassiske nissefyldte julekalendere som Nissebanden og Pyrus. Historien er godt skruet sammen med en del små sidehistorier, som alle bliver fint forløst. Selv stiller jeg spørgsmålet: ”Men hvorfor alle nisserne?” Er det en nisseverden, dette posthus eksisterer i? Er det menneskenes eller nissernes julekort, der skal sendes i rette tid? Der er jul for fuld skrue, men selve elementet med de mange nisser spiller ikke den store rolle udover, at de har sjove navne som ’Nis Nissen’, ’Frk. Grødris’ og ’Mandel’. Selve kernehistorien er sådan set jul nok i sig selv. Eventyrteatret har lavet en flot og solid forestilling, der til tider bliver lidt for hvinende sukkersød og ufarlig, og hvor dilemmaet om kunstig intelligens hen imod sidste del af forestillingen kommer som et friskt pust.

Men det tager intet væk fra det fantastiske hold, som leverer så flotte præstationer hele vejen rundt, at det er svært at tro på, at de er amatørskuespillere. Der er mange talenter at holde øje med blandt de unge nisser på scenen. Christian Dahlberg har skrevet velklingende og ørehængende musik, som man heldigvis har mulighed for at købe på CD efter forestillingen, hvis man ikke kan få det ud af hovedet. Nævnes bør også den sammenhængende og passende koreografi, der fremføres professionelt fra den mindste til største skuepiller på scenen.

Når du træder ind i Glassalen, bliver du ramt af den magiske julestemning fra begyndelsen af. Eventyrteatret lever endnu en gang op til sit navn, og ’Julekortet’ er en stærk kandidat til årets juleunderholdning for hele familien. Og så får man jo også indgangen til Tivoli med i billetten, så man kan jo passende slentre en tur rundt i den julepyntede have efterfølgende.

 

Hvem: Eventyrteatret
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: 24. nov. – 16. dec. 2018
Foto: Ole Mortensen