Anmeldelse: En Spøgelseshistorie


Af Ditte Amalie Greve Bichel

På denne mørke novemberaften er Filurens sal fyldt med børn og deres voksne. Vi venter alle i spænding, for i modsætning til samtlige andre forestillinger på denne tid af året er temaet ikke jul. Lyset dæmper sig i salen, mystiske knirkelyde og dunkel baggrundsmusik begynder. Så er stemningen sat.

Vi møder Astrid og hendes mor, netop som de er flyttet ind i et gammelt hus ude på landet. Astrid er ikke tilfreds med flytningen, for nu er hun langt væk fra skolen og alle vennerne. Samme dag som de flytter ind, møder Astrid den jævnaldrende pige Rakel og de to bliver hurtigt venner. Efter en nats søvn vågner Astrid dog op og finder ud af, at Rakel har ændret alting. Astrid må nu kæmpe for at få sin mor og retten til at være sig selv tilbage.

Jeg er allerede fra første sekund blæst bagover af scenografien, som består af et gammelt træhus i flere etager. Huset passer perfekt ind i min forestilling om et klassisk hjemsøgt hus med store vinduespartier, gammelt tapet på væggene og en gravsten ude i haven. De indbyggede effekter såsom døre der lukker af sig selv, og lamper der svinger i loftet, gør kun historien mere troværdig. Bag alle husets vinduer er der ophængt skærme, så vejret kan skifte fra solskin til regn på få sekunder. Det er ikke kun scenografien der er formidabel. Skuespillerne formår at gøre relationerne på scenen virkelige gennem eksempelvis Astrid og morens småskænderier.

Jeg synes, det er utrolig modigt at lave en gyserfamilieforestilling, da det kan være svært at bedømme, hvornår det bliver for uhyggeligt. Desværre var der nogle af børnene, der blev så skræmt, at de måtte forlade forestillingen undervejs hånd i hånd med deres forældre. Mens de tapre tilbageværende var tryllebundne. Der er spænding at finde for både børn og voksne, og selvom jeg ikke fik en dybere mening med mig hjem, var jeg underholdt fra start til slut.

Forestillingen er et forfriskende pust i det virvar af juleforestillinger, som ellers hersker rundt om i landet på denne tid. Tempoet er højt, og spændingen stiger gradvist i takt med, at historien udfolder sig. Jeg kan klart anbefale denne forestilling til alle familier, som ønsker en (u)hyggelig stund sammen. Så tag hinanden i hånden og gå ind og se ’En spøgelseshistorie’, men hold godt fast i de mindste, for forestillingen er ikke for sarte sjæle.

 

Hvem: Teaterhuset Filuren
Hvor: Filurens sal i Musikhuset, Aarhus C
Hvornår: 22 nov. – 18 dec. 2018
Foto: Pr foto